Plads til både nybegyndere og ultra-løbere i Run for Fun
Så er der startet et nyt begynderhold hos Run for Fun, som ”løber fordi vi synes det er sjovt”, som løbeklubbens slogan lyder. Efter 14 uger skal nybegynderne kunne løbe deres første 5 km-løb, og det bliver helt konkret den 7. april i år.
Run for Fun er en afdeling af Haverslev IF, som desuden tæller afdelinger for fodbold, gymnastik, badminton og volleyball.
– Vi har også plads til ultra-løbere, lyder det fra klubben, som dermed spænder meget bredt.
På fotoet ses klubbens to ultra-løbere i grønne jakker,fra højre Stefan Larsen, og dernæst Søren Lykke.
Begge var i weekenden på Bornholm, hvor de i det kolde vintervejr deltog i Danmarks hårdest trail-løb, Hammer Trail. Søren løb 50 km på 7 timer og 7 minutter, Stefan 50 miles (82 km) på 11 timer og 15 minutter. Stort set hele ruten, som forløb i en stor omkreds omkring Hammershus, var belagt med ren is, så det var med tungen lige i munden og stor balancekunst, de to lokale ultra-løbere hentede deres flotte tider hjem.