Rold Skov Golfklub varmer op til jubilæumsuge – og klubben har nu også fået en støtteforening

Annonce

Rold Skov Golfklub fylder 25 år i maj, og et jubilæumsudvalg har allerede i flere måneder været i gang med planlægningen af en jubilæums-festuge fyldt med aktiviteter. Den første uge i maj arrangeres der matcher hver dag i hele jubilæumsugen, og tilmeldingerne til de forskellige matcher er begyndt at strømme ind.

Mandag den 2. maj gælder det for de spillere, hvor dåbsattesten viser, at mange af dem kan have deltaget i indvielsen for 25 år siden. Nemlig match for spillere over 60 år.

Tirsdag den 3. maj afvikles en af de mest populære matcher i klubben: Åben Damedag, hvor kvindelige spillere fra store dele af landet deltager. Den match blev som vanligt fuldtegnet få timer efter tilmeldings-muligheden blev åbnet.

Onsdag den 4. maj spilles der Parmatch.

Torsdag den 5. maj gælder det Åben Herredag, hvor der også allerede nu er booket mange deltagere.

Fredag den 6. maj afvikles en match for 4-mandshold

Lørdag den 7. maj går det løs for herrerne, idet de to morgenherreklubber står for et arrangement startende med brunch inklusiv flere lune retter.

Søndag den 8. maj er det juniorernes tur til at ”brænde banen af”.

Jubilæumsugen afsluttes med en gevaldig fest, hvor alle medlemmer inviteres til at deltage.

Tovholder for arrangementskomiteen Tom Holmberg forventer samlet over 600 deltagere til de forskellige matcher.

En af landets bedste

– Rebild kommune har med Rold Skov Golfklub en af landets fineste baner, og vi er stolte af at kunne spille på en af de mest udfordrende og spændende baner, hvilket naturligvis betyder at golfspillere fra hele landet gerne tager til Rebild for at spille hos os, siger Tom Holmberg, en af klubbens tidligere formænd.

I forbindelse med planlægningen af jubilæumsugen har en kreds af spillere stifteten støtteforening, ”RSG`s venner”, hvor man for en beskeden indsats på 100,- kr. kan bidrage til at forbedre klubbens faciliteter. Således planlægges det allerede nu, inden jubilæumsugen, at kunne betale for en større udvidelse af terrasserne omkring klubhuset.

Hans Henrik Borup Laugesen, [email protected]Reklamelink