Fanget i Farten – uge 11

Annonce

Helge V. Qvistorff: Onsdag den 16. marts inviterer Rebild Turistforening og RebildPorten til et spændende foredrag på Rebildhus. Her vil Helge Qvistorff fortælle om, hvordan han, som tilflytter fra ”Køwenhavn”, fik interesse for lokalhistorien omkring Rold Skov og med tiden fik gravet dybt i historierne om både Ørnebjerg, Røverne fra Rold og skovens folk.

PUST og pizza: Svantevit opfører dukketeater-forestillingen PUST i Støvring Kirke. Det er nu på torsdag den 17. marts. Forestillingen henvender sig til børn fra 4 år og opefter – og de er selvfølgelig meget velkomne til at tage forældre, bedsteforældre eller ældre søskende med. Efter forestillingen serveres der pizza i Sognegården.

Hammond og band: Fredag den 18. marts giver Albert Hammond med band koncert i Stubhuset i Støvring. Albert Hammond er blandt verdens mest berømte musikkere og sangskrivere. Han har skrevet sange til bl.a. Whitney Houston, Julio Iglesias og Willie Nelson. I alt 30 Top 40-hits gennem tiden. Billetter til arrangementet købes via Billetnet.

Folkeklubben: Fredag den 18. marts giver det populære, danske band ”Folkeklubben” igen koncert i vores lokalområde. Denne gang er det på KulturStationen i Skørping. Aftenen bliver præget af højt humør og sikre hits, der kommer lige fra hjertet.

MTB for begyndere: I weekenden den 19.-20. marts afholder Comwell Sport Rebild Bakker MTB weekend for begyndere. Weekenden byder på introduktion til både træningsteknikker og vedligehold af din mountainbike.

Theessink & Møller: Kulturhuset i Arden fyldes lørdag aften af velspillet blues, når Hans Theessink og Knud Møller giver koncert.

KLIMAstafetten: Søndag den 20. marts inviterer KlimaRebild alle til at komme og gå en tur for klimaet. Stafetten gås rundt om Store Økssø, og det er gratis at deltage. Stafetten har været i gang siden mandag den 7. marts, men søndag den 20. afsluttes den med en event. Arrangementet er del af klimaugerne i Rebild Kommune.

Byttemarked: I anledning af klimaugerne, Klima Rebild 2016, afholdes der søndag den 20. marts byttemarked på KulturStationen i Skørping. Ligesom ved sidste års byttemarked bliver der et bredt udvalg af tøj, legetøj og andre ting.

En foråsdag i Rebild: Nu kommer foråret til Rebild. Det sker ved en stor messe ved Rebild Bakker. RebildHus og RebildPorten lægger lokaler til de mange udstillere. Derudover er der mulighed for at besøge butikken Roldhøj, Spillemandsmuseet og Blokhusmuseet. Områdets spisesteder står klar med lækre frokosttilbud. Og der vil dagen igennem være forskellige events.

Påskeudstilling: På Hjedsbæk Kro er det fra den 25. – 27. marts muligt at opleve en alsidig kunstudstilling. Her er både smykker, malerier, keramik, filt, glas og strik. Udstillingen har fået støtte fra Rebild Kulturråd. Der er dog kun åbent fredag, lørdag og søndag i påsken – og kun om eftermiddagen, så det er bare med at komme af sted, hvis man vil opleve de smukke værker. Arrangørerne står desuden klar med en kop kaffe.

Lysfest i minerne: Påskedag, søndag den 27. marts, smykkes minegangene i Thingbæk Kalkminer atter med 3000 levende lys. Anledningen er forårets komme. De besøgende i Thingbæk Kalkminer kan denne eftermiddag opleve en helt eventyrlig stemning, når foråret bydes velkommen med lys og sang.

Klovneløb: Runners DK gentager sidste års succes med Klovneløb i Støvring. Datoen for løbet er fastsat til den 5. juni. Du kan læse mere om sidste års klovneløb her på siden.