10. klasse-elever følte hash, alkohol og søvnmangel i rus-ugen
Lions Club Rold Skov Rebild har tidligere og igen i år støttet ”Projekt Rusmiddeluge”, ledet af elevcoach Kim Nielsen. I rusmiddelugen trækkes en hel årgang elever i overbygningen ud fra den almindelige undervisning for at opleve, hvordan forskellige rusmidler virker, – herunder til skræk og advarsel et unikt indblik i, hvilke konsekvenser rusmidlerne kan få.
I år udfordrede Nanna Sommer Schack, rusmiddelkonsulent i Rebild Kommune, 10. kl.-eleverne på Bavnebakkeskolen i Støvring.
Udstyret med avancerede ”promille-briller”, ”hash-briller” eller ”søvnunderskuds-briller”doneret af Lions Club Rold Skov Rebild kom eleverne igennem ialt otte øvelser inden for kategorierne ”Præcision”, ”Reaktionsevne”, ”Koordination” og ”Balance”.
Det viste sig hurtigt, at alle øvelserne blev vanskeligere at gennemføre, når eleverne var iført brillerne, som havde forskellige styrker.
Ubehageligt
Det var meget tydeligt, at de fleste elever følte ubehag ved at have brillerne på, mens øvelserne blev gennemført.
Øvelserne gav virkelig stof til eftertanke, så kampagnen ”Med Lions – mod misbrug” virker efter hensigten.
I uge 13 og 14 sælger Lions iøvrigt blomsterbuketter til de lokale virksomheder.
Overskuddet går ubeskåret til forebyggelse af misbrug i Rebild Kommune.