Efterskolerne får deres egen sang- og mindebog
Efter sommerferien 2016 kan efterskoleelever åbne en helt ny sangbog, når der synges fællessang på landets efterskoler. Efterskolesangbogen er titlen på bogen, som indeholder 175 sange med stor bredde – både gamle klassikere og helt nye danske og udenlandske sange.
-På efterskoler mødes unge fra mange forskellige baggrunde, og fællessang fylder meget. Det er vigtigt, for fællessang er det åbne inkluderende fællesskab, hvor alle kan være med. For mange elever er opholdet på efterskolen en skelsættende periode, og vi ønsker, at sangene derfra skal indgå som en del af deres minder fra opholdet, forklarer Jørgen Kvist, generalsekretær for KFUM og KFUK i Danmark, der står bag udgivelsen.
En særlig hilsen
Ud over de 175 sange rummer bogen en række sider, hvor eleverne kan gøre sig notater eller skrive hilsner til hinanden, samt hilsner fra kendte, danske musikere – bl.a. Shaka Loveless, Sys Bjerre og Per Vers. –Vi ved fra de efterskoler, hvor eleverne har deres egen sangbog, at eleverne tegner og laver kruseduller i den. Vi vil gerne give plads til det i Efterskolesangbogen, som på den måde kommer til at fungere som en slags personlig mindebog, siger Jørgen Kvist.
Stærkt sangvalg
Forud for udgivelsen får den nye sangbog pæne ord med på vejen. –Stærkt sangvalg, der også forholder sig til samfundet omkring os, siger kulturminister Bertel Haarder. Også rapperen Per Vers, der er blandt de musikkere, der har skrevet en lille historie i bogen, giver sit besyv med: -Jeg har besøgt mange efterskoler som rapper, og hver eneste gang har det fået mig til at fortryde, at jeg ikke selv tog på efterskole. Det er enestående at finde et forum, hvor fællesskabet og friheden ikke ophæver hinanden, men sameksisterer og intensiverer hinanden. Rigtigt mange af sangene i kategorierne ”Fællesskab”, ”Livsmod” og ”Identitet” er blandt mine favoritter og indkapsler de store følelser, der er på spil, udtaler han.
Lokale efterskoler
I vores lokalområde findes ikke færre end fem efterskoler: Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum, Rebild Efterskole i Rebild, Borremose Erhvervsefterskole i Kgs. Tisted, Himmerlands Idrætsefterskole i Haverslev og Mejlby Efterskole i Mejlby. Om disse vil anvende den nye sangbog står i skrivende stund hen i det uvisse.


