Gratis mulighed for at afprøve golfens vidunderlige verden i Skørping søndag
”Golf er motion – golf er fællesskab – golf er en sport for livet!”
Med andre ord: ”Golf er livslang kærlighed” lyder overskriften på det gratis tilbud om at prøve golfsportens fortræffeligheder på søndag, når Rold Skov Golfklub byder inden for på det smukke baneanlæg i Skørping.
”Vi åbner dørene for alle, der har lyst til at prøve golfsporten – store og små i alle aldre”, fastslår klubben i den åbne invitation.
De tre timer med åbent hus og ”åben bane” starter med velkomst i klubhuset midt på formiddagen, hvorefter alle golfens facetter afprøves på banen under kyndig instruktion.
Lån gratis udstyr
Klubmedlemmer viser rundt og fortæller i klubhuset samt udvalgte områder af banen, og klubbens greenkeepter fremviser et udvalg af de imponerende maskiner, som bruges til at holde golfanlægget i almindelighed og græstæppet i særdeleshed i topform gennem sæsonen.
Tilmelding er ikke nødvendig, og heller ikke udstyr.
Rold Skov Golfklub har nemlig grej, som kan lånes, og oven i det hele vanker der kaffe og kage til alle, – til børnene dog sodavand.