”Fordi jeg vil” – Jason Watt om sin ulykke og fantastiske livshistorie
– Kom og få en rigtig givende og positiv oplevelse.
Sådan lyder det fra Øster Hornum Hallen forud for foredraget ”Fordi jeg vil” med Jason Watt torsdag aften den 28. april. Fortællingen er et levende bevis på, hvor langt man kan nå, hvis man trods modgang ikke giver op, men fortsætter med at fighte.
Jason Watt`s foredrag bygger på hans personlige fortælling som privatperson og sportsmand før og efter den ulykke, som med ét ændrede hans professionelle karriere som racerkører. Foredragets nøgleord er motivation, vilje og dét at sætte sig mål og fighte for at nå dem.
Jason Watt fortæller åbenhjertigt om den svære tid efter ulykken, som gjorde ham lam fra livet og ned, og om hvordan han kæmpede sig tilbage. ”Fordi jeg vil” handler om det at sætte sig mål og gå efter det uanset, at alle odds er imod. Trods Jason Watts barske historie leveres foredraget med masser af humor, charme og nærvær.
Mange mennesker har prøvet at blive ramt i livet på en måde, hvor det virker næsten umuligt at skulle kunne komme på fode igen. Det kan være sygdom, dødsfald, stress, arbejdsløshed og andre svære situationer, som rammer så hårdt, at det virker umuligt at skulle kunne komme op igen. På den måde bliver foredraget relevant for rigtigt mange både mænd og kvinder.
Efter foredraget lægges op til at folk bliver hængende og får en snak.