Glade hvalpe bestod i Støvring DCH

Annonce

Hvor der er hvalpe er der fest, og sådan var det også i onsdags d.13 april, hvor 9 hundeførere med deres dejlige hvalpe, skulle vise hvad de havde lært efter et 12 uger forløb på hvalpeholdet.

De 9 hvalpe og deres ejere skulle som afslutning på forløbet igennem en ”hvalpe test”, hvor de skulle vise hvor langt de er kommet med bla indkald, lineføring, sit og dæk. Derudover havde alle forberedt en sjov øvelse, som de viste de andre på holdet. Trænerne havde lavet en hemmelig øvelse, hvor hund og fører med hjælp af mange godbidder og masser af ros, skulle samarbejde om at få hunden til at hoppe op i en kasse.

I testen kan man ikke dumpe, men opnå max 100 point, og alle klarede det super flot med over 70 point. Støvring Dyreklinik havde sponsoreret fine præmier til alle, og det hele blev slutteligt fejret med kaffe og kage.