Danmark spiser sammen i denne uge – også i Terndrup, Arden og Rebild
Et fælles måltid kan være det første skridt ud af ensomheden. En undersøgelse viser, at flere end 210.000 danskere ofte føler sig ensomme. Derfor igangsætter Folkebevægelsen mod Ensomhed nu madstafetten Danmark spiser sammen. Og der arrangeres også fællesspisning flere steder i vores lokalområde.
Som del af madstafetten Danmark spiser sammen inviterer Ældre Sagen til fællesspisning i Arden, Terndrup og Rebild i denne uge. I går, mandag den 25. april, løb det første arrangement af stablen på Terndrup Kro. I aften, tirsdag den 26. april, inviteres der indenfor til suppe og underholdning i Kulturhuset i Arden. Og torsdag den 28. april finder den sidste, lokale fællesspisning i denne omgang sted på Rebildhus.
Landsdækkende stafet
Mandag den 25. april skød Folkebevægelsen mod Ensomhed selv stafetten i gang med fem store fællesspisninger i Odense, Aalborg, Aarhus, København og Varde. Hvert sted med plads til minimum 300 spisende gæster, som alle gik fra bordet med en madstafet og opfordringen til selv at invitere mennesker, de ikke normalt taler med, på et måltid mad og en snak. Folkebevægelsens vision er at halvere antallet af ensomme inden 2020. Derfor bliver kampagnen og madstafetten en årligt tilbagevendende begivenhed. Danmark spiser sammen er de næste tre år støttet med i alt 9,6 mio. kr. fra Nordea-fonden.
FAKTA
Bag kampagnen og arrangementerne står Folkebevægelsen mod Ensomhed, som består af flere end 60 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder.
Læs mere på www.danmarkspisersammen.dk

