Støtte til 11 landsbyer i Mariagerfjord Kommune

Annonce

Landdistriksrådet i Mariagerfjord Kommune støtter 11 projekter i kommunens landsbyer.

Landdistriktsrådet har på sit seneste møde vurderet 17 ansøgninger om midler til større eller mindre projekter i landsbyerne, og 11 projekter får støtte.

Mange ildsjæle

– Vi kan endnu en gang glæde os over at kunne støtte nogle af de mange ildsjæle, som dagligt kæmper for at holde vores landsbyer i gang, siger Formanden for Landdistriktsrådet Jens Cæsar Jensen.

– Jeg er sikker på, at vores tilskud er med til at motivere til en stor frivillig indsats i lokalområdet. Ofte ser vi at nogle få kommunale kroner kan gøre en afgørende forskel, fortsætter han.

Lokale øjenåbnere

Årets pulje rakte til at støtte 11 projekter, hvoraf 3 dog kun delvist får det beløb de har søgt. Landdistriktsrådet støtter normalt med max. kr. 25.000 til et projekt, og det har fem landsbyer fået glæde af. I Hem, Sem, Skrødstrup – området modtager man midler til et arrangement, hvor Naturpladsen Mosely er omdrejningspunkt for aktiviteter, som skal knytte lokalområdet tættere sammen med Mariager by. Håbet er, at folk i Mariager får øjnene op for alle de herligheder, der findes i naturen syd for byen.

Vil styrke bosætning

I Veddum har man støttet et anderledes projekt, hvor der skal samarbejdes med et typehus-firma, med det formål at bevise at det er muligt at opføre et nyt hus i topkvalitet på nogle af de tomme byggefelter i byen.

I forbindelse med byrenovering er der i Veddum de seneste år revet et større antal huse ned. Projektet vil handle om formidling af budskabet om , at det giver både social og økonomisk merværdi, at bosætte sig i en landsby. Tidligere har man fra Landdistriktsrådet støttet konkret branding af lokalområdet i Veddum-Skelund, men nu går man skridtet videre med henblik på at få gang i nye boligere i området.

I landsbyen Hvornum er der givet tilskud til renovering af byens klubhus, som ikke længere bruges til idrætsaktiviteter, men kan bruges til en række sociale arrangementer. Tilsvarende støttes ombygning af FDF-hytten i Vebbestup med 25.000 kr.

Den lille landsby Glerup støttes med legeredskaber og fittness-redskaber på byens fællesarealer.

Øvrige støttede projekter:

Af øvrige projekter, der opnåede økonomisk tilskud fra Landdistriktsrådet kan nævnes Irsk Aften i Vester Tørslev, Borde og Stole til Den Bette Skole i Skelund, Renovering af udearealer ved Sem Forsamlingshus og belysning ved Forsamlingshuset i Brøndum.

Landdistriktsrådet yder desuden et fast tilskud til alle kommunens 35 lokalområder, således at der er et disponibelt beløb til brug for mindre lokale projekter eller diverse arrangementer til gavn for de lokale borgere. Dette tilskud udbetales til områdets borgerforening eller landsbylaug.