Lystfiskeriets Dag med gratis dagkort til Simested Å for alle

Annonce

På søndag den 15. maj er det ”Lystfiskeriets Dag” over hele landet, og her i området er Boldrup Museum blandt udbyderne af en herlig gratis fikeoplevelse for hele familien, – eller for enkeltpersoner, hvis man ønsker dét.

Ligesom sidste år foregår arrangementet på Fiskegården, Ålestrup Lystfiskerforenings klubejendom, der ligger ved Simested å i Ålestrup.

Møder man op, kan man denne dag få et gratis dagkort til Simested å, som ud over en smuk natur er berømt for sine meget store havørreder – sidste år blev der bl.a. i åen fanget en havørred på over 12 kilo, hvilket vistnok gjorde den til årets største i Danmark. Som altid har arrangørerne sørget for en helgardering, hvis fangsten i åen skulle glippe og har i dagens anledning skaffet nogle ørreder, som dagen igennem vil blive renset og røget og serveret på friskbagt rugbrød.

Boldrup Museum og Aalestrup Lystfiskerforening har været med lige fra starten af Lystfiskeriets Dag, som begynder midt på formiddagen og slutter sidst på eftermiddagen: – Det er altid en rigtig hyggelig dag, hvor der bl.a. plejer at dukke en del børnefamilier op. Og så er der selvfølgelig også mere ’hardcore’ lystfiskere, der benytter sig af muligheden for et gratis fiskekort til en af landets bedste havørredåer, fortæller en af arrangørerne, naturvejleder Gert Rubæk fra Boldrup Museum.

Nogle af landets fiskegrejsfirmaer har iøvrigt sponsoreret arrangementet med forskelligt fiskegrej, som vil blive udtrukket blandt dagens deltagere.