Fuldt hus i Musik- butikken – Hvad nu…?
Musikbutikken i Gl. Skørping er blevet et tilløbsstykke ud over al forventning. Flere og flere kommer fra nær og fjern for at lytte, give et nummer eller blive inspireret. Butikken i Gl. Skørping og Himmerlands Folkemusikskole glæder sig over den store interesse for Musikbutikken, hvor man i et par år har lavet fire årlige arrangementer sammen.
De seneste gange har mange desværre måttet gå forgæves, fordi der har været så fyldt.
– Vi er rigtig glade for, at der kommer så mange, der har lyst til at være med til det, vi laver, siger Klaus Thrane fra Butikken.
– Men vi er jo samtidig også lidt kede af, hvis for mange kommer forgæves, fordi de ikke kan komme ind. Det prøver vi nu at gøre noget ved. Musikbutikken åbner naturligvis igen til efteråret, og datoerne er allerede aftalt, fortsætter han.
En ny ”filial” i Ravnkilde
– Når så mange er interesserede i det vi laver i Butikken i Gl. Skørping, vil vi gerne imødekomme den stigende interesse, og se om vi kan lave lignende musikarrangementer andre steder også, siger Klaus Pindstrup fra Himmerlands Folkemusikskole og fortsætter:
– Der er flere, der har spurgt, om ikke vi kan komme og lave sådan et arrangement hos dem. Og det vil vi selvfølgelig gerne være med til. Derfor har vi lavet en aftale med Ravnkilde Forsamlingshus, hvor vi inviterer til Musikalsk Åbent Hus søndag eftermiddag den 29. maj.
Åbent for alle – og nu med mere plads!
Alle er velkomne til at komme og være med.
Man må meget gerne komme og spille, synge en sang eller være med til fællesspil.
Og man må hellere end gerne bare komme og lytte og opleve, hvad der sker, når musikkens mangfoldighed folder sig ud.
– Så kom og vær med til at fylde Ravnkilde Forsamlingshus med musik, sang og stemning. Det bliver spændende at se, hvem der dukker op et nyt sted, og hvad der venter af nye musikalske oplevelser, slutter folkene bag udvidelsen af de musikalske aktiviteter.