Borgmester Leon Sebbelin guide på bustur med nytilflyttere seks timer søndag den 29. maj

Annonce

Turen udgår fra RebildPorten, ned ad Hulvejen til RebildCentret, hvor der berettes om kalkminerne/Bundgaard museet, samt om kilder, Kunst og Kold Krig.

Videre frem ad Røde Møllevej og op ad bakken til Oplev med den flotte udsigt.

Derefter til Aarestrup, hvor der fortælles om de engelske krigsgrave på kirkegården, gennem Torstedlund Skov, til Haverslev forbi Nørlund Slot, hele vejen med fortælling af histori og anekdoter.

Videre til Mejlby med fodboldgolf, til kroen i St. Binderup i det yderste af Rebild Kommune.

Derefter Nøragermed bl.a. mejeriet (med over 100 ansatte), byens store bageri,  Kig Ind osv.

Videre til Boldrup Museum, hvor der er en times opholdmed tid til at besøge museet og lytte til naturvejleder Gert Rubæks spændende fortælling, inden den medbragte frokost indtages.

Fra Boldrup til Stenild, hvor ”Bettefanden” ligger begravet i busstop/fortov – udenfor kirkediget.!. Undervejs mod Rørbæk passeres Volstrup Golfcenter, Put & Take sø og ferielejlighederne, behandlingscenteret for alkoholikere, Nysumbanen samt udspringet af LindenborgÅ og Simested Å.

Dernæst via Ravnkilde  til Rold med Bent Dentlaus Røverskulpturer i  rundkørslen, Cirkusmuseet, Jodle Birges Museum og Rold Gl. Kro.

Bag Rold StorKro ligger bl.a. Troldeskoven, og videre passeres Kovadsbækken (ørrederne gyder her) – Lindenborg ådal/Gravlev Sø og krybskytten Lars Kjærs hus.

Der køres igennem Rebild til Røverknolden, hvor der gøres holdt i ½ time med servering af drikkevarer og evt. toiletbesøg i Vedstedhus.

Efter pausen køres gennem Skørping, forbi Rold Skov Golfklub, til Hellum mod Madum Sø, der er så ren, at den betegnes som en lobeliasø. Så ned langs den østlige side af Madum Sø, Danmarks reneste (uden tilløb, men kun med regnvand og vand fra undersøiske kilder, fx  Store Blåkilde. Terndruplund – stedet hvor der har været afholdt Grundlovsfester længst tilbage i tiden i Danmark. Terndrup med Idrætscentret, Mølledammen, den Kgl. Priviligerede Kro og stedet, hvor Terndrup Sygehus lå. Til Lyngby, og derefter St. Brøndum, Sejlstrup og Skørping med bl.a. KulturStationen, Vandtårnet, Privathospitalet, Kinorevuen, Ungdomshuset og skaterbanen.

Dernæst Buderupholm og Buderup Ødekirke, videre til Støvring med Stubhuset og diverse andre seværdigheder. Der fortælles om genopretningen af Juelstrup Sø, som blev tørlagt i 1921. Juelstrup Sø er udspring for Guldbækken, der løber gennem byen af samme navn. Tilbage til Støvring, hvor der  fortælles om Juelstruphornet, fundet under tørvegravning i 1945, industriområdet, som ligger flot op til motorvej E45.

Nu til Gravlev, hvor bl.a. udsigten over Gravlev Sø nydes, forbi Nybro med kanoudlejning, og op ad hulvejen tilbage til RebildPorten midt på eftermiddagen.

På Rebildhus lægger RebildPorten diverse materiale frem, som folk selv kan for syne sig fra, alt efter egen interesse.