Klovneløbet – sjov og motion i en god sags tjeneste den 5. juni
Så er det igen tid til at komme OP AF SOFAEN og støtte en god sag sammen med Runners DK. Søndag den 5. Juni midt på formiddagen – Grundlovsdag og Fars Dag – afholder Runners DK for anden gang Klovneløbet, et velgørenhedsløb som støtter De Danske Hospitalsklovne. Løbet gennemføres ved Mastrupsøen, distancen er 2,3 km som man kan løbe alle de gange, man lyster. Der er fyldt op i depotet og musik så længe som folk har energi og lyst til at løbe, fortæller Mark Laursen fra Runners DK. Det koster 60 kr at deltage for alle, uanset alder, barnevogne, kørestole og ALLE aldre velkomne.
Og hvorfor så lige De Danske Hospitalsklovne?
-De gør et fantastisk og meningsfuldt stykke arbejde HVER dag for de syge børn. Indlæggelsestiden og undersøgelser er hård, sygdom og smerter gør hverdagen meget grå og trist. Der kommer klovnene ind i billedet, giver tankerne et pusterum og pludselig er der overskud til smil og grin, både for det syge barn og de pårørende.
En lille organisation, som gør SÅ flot et stykke arbejde, har brug for meget mere støtte og opmærksomhed, understreger Mark på vegne af de mange frivillige bag Klovneløbet i Støvring: – Vi vil gøre ALT for at Klovneløbet også bliver en sjov og hyggelig dag. Derfor har vi i år MANGE spændende ting i ærmet til vores deltagere, fortsætter han.
Meget at se og opleve
En ÆGTE hospitalsklovn, Tut, Løbeklovnen Aage Øster, Støvring Brandvæsen, Støvring Cykler har en stand, og der er udstilling af gamle VW og amerikaner biler. Der bliver også mulighed for at løbe med en RIGTIG MAND, landskendte lokale Lindy Aldahl.
Sponsoropbakning
Mesterbageren og Tylstrup Kager har sponsoreret sødt til ganen, gratis frugt og vand til alle deltagere, og der er klovnenæser og medaljer til ALLE deltagere.
Støttearmbånd og lodsedler, hvor overskudet går direkte til Hospitalsklovnene, sælges også på dagen.
– Tag familien med under armen på Fars Dag, og nyd en dag med hygge og fantastisk stemning hvor du samtidig støtter et godt formål, slutter Mark Laursen fra arrangørerne.
Han glæder sig også meget over, at tre forskellige pengeinstitutter i lokalområdet bakker op bag initiativet:
– Vi har også fået sponsorstøtte fra Spar Nord, Nordea og Jutlander Bank i Støvring, og det sætter vi kæmpe pris på.
Tilmelding til Klovneløbet skal gøres hurtigst muligt af hensyn til antallet af medaljer og klovnenæser og kan gøres på: www.spurto.com/event/800 – Dog kan tilmelding også ske på dagen. Læs mere på Klovneløbet Støvring Facebookside.