Borgmestertale og sømandssang ved årets grundlovsfest i Sønderup
Igen i år indbyder Sønderup og Suldrup menighedsråd til grundlovsfest i Sønderup, som traditionen har budt i over 30 år. Da den 5. juni i år falder på en søndag, indledes festen med en gudstjeneste i Sønderup kirke, hvor også årets grundlovstale holdes. Taleren i år er borgmester i Rebild kommune Leon Sebbelin.
Borgmester Leon Sebbelin holder årets grundlovstale ved Sønderup ogSuldrup menighedsråds arrangement.
Efter gudstjenesten går deltagerne til præstegårdshaven, hvor festen fortsætter med stort kaffebord og underholdning ved Limfjordsmuseets Shantykor fra Løgstør under ledelse af Lasse Jensen.
En hjælp til lange hårde arbejdsdage
Koret synger shanties, og en shanty var en sang, der var til for at hjælpe sømændene igennem hårde arbejdsdage og andre slidsomme pligter og langtfra som nogen tror for sømandens fornøjelses skyld.
En shanty er en melodi bestående af solostrofer og korstrofer – undertiden endda refrain. Med den rigtige melodi og en kyndig shantymand (korleder) kunne disse ”shanties” anspore og endda samle kræfterne for de arbejdende sømænd ombord på de store sejlskibe og herigennem lette arbejdet.
Søens poesi
Shanties blev kaldt søens poesi, men i modsætning til landjordens poesi blev shanty-melodierne oftest digtet løbende under sangen, af shantymanden, og krævede derfor en sømand med et godt humør og en livlig fantasi, og med indgående viden om, hvad der foregik ombord, da det var, hvad der digtedes om.
Shanties var som folkeeventyr alle forundt og sunget vidt og bredt i sejlskibsfarten. Dette bevirkede, at der blev digtet i tusindvis af forskellige shanties. Desværre er langt hovedparten de gamle shanties forsvundet sammen med de store sejlskibe, men de der er tilbage synges lystigt af Limfjordsmuseets Shantykor.
Samtidig bliver der fortalt historier om sømand, bolværksmatroser, landkrabber og andet godtfolk.
Der er med andre ord lagt op til en god og hyggelig eftermiddag med de glade shantymænd, og ved grundlovsfesteni Sønderup er der traditionen tro også leg og bål for børnene ved FDF fra Suldrup.