Kom med på byvandring i Herman Bangs fodspor rundt i Skørping

Annonce

Forfatteren Herman Bang havde et særligt forhold til Skørping, en af stationsbyerne i den nuværende Rebild Kommune. Torsdag den 2. juni inviterer BOGBY9520 i Skørping på en aften-byvandring i Herman Bangs fodspor. Forfatter og journalist Henrik Bugge Mortensen leder byvandringen og fortæller om Bangs tilknytning til byen.

Kvinden bag ruden

Herman Bang besøgte første gang Skørping i 1896. 13 år tidligere havde han på en togrejse gennem Skørping lagt mærke til en ung kvinde bag et vindue i et af byens huse. Den unge kvinde stirrede efter toget med sit blege ansigt støttet i hænderne. Synet af kvinden bag ruden gjorde et uudsletteligt indtryk på den superfølsomme forfatter og blev inspiration til romanen ”Ved vejen”. Her skildrer Bang på mesterlig vis den forbudte kærlighed, som stationsforstanderens hustru ikke kan give sig hen til. Romanen er mange år senere blevet en del af kulturkanonen for litteratur.

Bang i Skørping

Da Bang senere selv kom til Skørping, indlogerede han sig på enkeskovridderinde fru Lunds sommer-pensionat. Det var her han skrev ”Ludvigsbakke”, en anden af hans store romaner.

Herman Bang blev gode venner med byens kvindelige fotograf Ingeborg Hansen, som forevigede forfatteren i sit atelier i Bakkehuset. Byvandringen kommer naturligvis også forbi Skørping Kro – i dag Kulturstationen – og stationen, hvor historien om Bang og Skørping startede.

BOGBY9520

Arrangør af byvandringen er som nævnt BOGBY9520. Turen begynder og slutter i butikken. Det er muligt at købe en kop kaffe og se udstillingen om Herman Bangs liv og hans tilknytning til Skørping.

Tilmelding er ikke nødvendig.

BOGBY9520’s butik  ligger Jyllandsgade 11, 9520 Skørping.