Rebildløbet 2016 – motionsløb med røvere og stærkt historisk vingesus
De ca. 500 løbere, som forventes at deltage i Rebildløbet lørdag den 11. juni, vil møde både faretruende røvere og muntre musikanter på ruterne rundt i Rold Skov. Rold Skovs enestående natur og dramatiske historie danner de perfekte rammer.
Rebildløbet er særligt ved at foregå i Rold Skov.
Ruterne går gennem noget af Danmarks flotteste natur, hvor de bugter sig igennem et betagende og varieret landskab. Ved stiens næste krumning kan løberne møde synet af den idylliske Bregnesø, Troldeskovens krogede stammer, mørke Store Økssø og de lyngklædte Rebild Bakker.
Arrangørerne har besluttet, at løberne på deres tur derudover skal mærke historiens vingesus. På nogle af de steder, hvor Røverne fra Rold huserede i første halvdel af 1800-tallet, vil deres vaskeægte gengangere dukke op. Deltagerne kommer billedligt talt til, at løbe med Bettefanden i hælene. Undervejs vil der også være levende musik.
Ruter og forplejning
Rebildløbet har fire distancer: et DAF-opmålt halvmaraton, 13,7 km, 5,9 km og et børneløb på én km. Der er professionelt tidtagningsudstyr på alle ruter, så deltagerne kan være sikre på at få en præcis tid. Løbet starter og slutter på boldbanerne ved Skørping Idrætscenter.
På de to længste ruter er der ekstra forplejning i form af frugt, slik, chips, cola, vand og saft. Halvmaratonløberne får udleveret medaljer, og til børnene er der diplomer.
Rebildløbet har også fokus på lokale råvarer. Der er æblemost fra Frugthaven i St. Brøndum og masser af præmier fra lokalområdet i form af råvarer, vin og kød.
Rebildløbet understøtter den lokale løbekultur
FREM Skørping og Aalborg Atletik & Motion er arrangører af det 13. Rebildløb.
I år har DGI op til løbet stået for et 13-ugers træningsprogram, hvor 12 DGI-uddannede løbetrænere og ca. 50 løbere har deltaget i træningen to gange om ugen.
Træningen er en forløber for oprettelse af en officiel løbeklub i Skørping som en del af IF FREM.
Rold Skov og Rebild Bakker er Triatland Rebild
Der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents i Triatland Rebild, der geografisk udgøres af Rebild Kommunes centrum i Rebild Bakker og Rold Skov og naturligvis den øvrige del af kommunen. Blandt dette års mest spektakulære events er de allerede afviklede: MTB 24-timersløbet, Rold24Race den 21. maj og Triathlon for Alle den 29. maj. Derudover er der naturligvis Guldbæk Løbet d. 5. juni, Rold Skov Open Water d. 4. sept. og Red Bull Rævejagt, der for andet år i træk afholdes i Triatland Rebild 8. oktober.
Tilmelding på Rebildløbets hjemmeside: http://www.rebildloebet.dk/