Over 600 børn har tilmeldt sig Aktiv Ferie i Rebild og Mariagerfjord kommuner

Annonce

Den 13. juni – altså på mandag – er der tilmeldingsfrist for Aktiv Ferie for børn i 2. – 6. klasse i Rebild og Mariagerfjord kommuner. Men allerede nu er der over 600 tilmeldinger fordelt på 57 hold, som foreninger og institutioner i de to kommuner har sat op.

Noget for en hver smag

15 hold er helt udsolgte og har ventelister, men der er stadig plads til mange flere børn, der vil have en aktiv oplevelse i deres ferie.

Aktiviteterne er meget forskellige, og der er noget for enhver smag, fortæller Maria Bisgaard fra Mariagerfjord Kommune, og nævner blandt andet Træsløjd, Fedtstenskursus, Knipling og Collagesjov for de kreative og fingernemme. Holdene Find vej, Golf Camp, Tennis, Dykning og Aktivitetsdag er nogle af aktiviteterne med et mere idrætsligt præg. Og så er der også Cirkusskole, Lystfiskeri, Madlavning, Rollespil og Rå rytmer, rim og rap. Så der er virkelig noget for enhver smag på programmet.

Nemt at tilmelde sig

Tilmeldingen forgår via hjemmesiden www.aktiv-ferie.nu, hvor man kan læse, hvad de forskellige hold tilbyder, hvornår de afholdes og hvilke klassetrin det er for. Når man har fundet det hold man ønsker, tilmelder man barnet let og simpelt, og som i en anden webshop foregår betalingen med dankort.

Fakta

Aktiv Ferie er et samarbejde mellem Rebild og Mariagerfjord kommuner. Det er foreningerne og institutionerne, der arrangerer aktiviteter for børn i 2. -6. klasse i første og sidste uge af skolernes sommerferie. De to kommuner sørger for markedsføring og administrerer tilmeldinger mv.