Hyggelig dag med fiskeri og gode lystfisker- historier…
Der blev udvekslet mange lystfiskerhistorier og øvet mange kast med fluestang på Fiskegårdens græsplæne, da naturskolen på Boldrup Museum sammen med Ålestrup Lystfiskerforening holdt Lystfiskeriets Dag forleden.
Allerede før arrangementet for alvor var kommet rigtigt i gang, dukkede de første lystfiskere op for at sikre sig et af de gratis fiskekort til Simested å.
Derefter kom der en stille strøm af fortrinsvis familier, som havde valgt at lave en udflugt i lystfiskeriets tegn denne solbeskinnede søndag.
Flest udenbys
– Der var ikke så mange deltagere som sidste år. Og det var faktisk mest udenbysfolk, der dukkede op. Men det hænger helt sikkert også sammen med, at arrangementet faldt sammen med Knaberfesten i Aalestrup, fortæller en af initiativtagerne, Frits Broe, Nørager.
Præmier til alle børn
Arrangementet havde fået en del sponsorgaver fra grejfabrikanter, og der var således præmier til alle de deltagende børn.
Og blev der så fanget nogle fisk?
Kun nogle små bækørreder, som forsigtigt blev genudsat.
Men allerede få dage efter arrangementet på Lystfiske-
riets Dag begyndte de store havørreder at vise sig i åen, og siden er der fanget adskillige af de store fisk med en stor, blank havørred på 9 kilo som den største.
Så selv om Lystfiskeriets Dag er overstået, er der god grund til tage fiskestangen med på besøg ved åen.
Nogle af de imponerende fisk kan iøvrigt ses på Ålestrup Lystfiskerforenings hjemmeside under ’Fangster’.