Danmarks-rekorder i farezonen ved Børne-Rebildfesten på fredag
502 børn fra Rebild Kommune mødes på operapladsen ved Rebild Bakker fredag den 17. juni for at sætte danmarksrekorder til Børnenes Rekordbog. Børnene går enten i 0. klasse eller starter i 0. klasse efter sommerferien, og de har selv været med til at foreslå rekorddisciplinerne.
Hvem kan spise flest mariekiks på ét minut, – og er det nok til at slå danmarksrekorden for børn, så præstationen kan optages i Børnenes Rekordbog…?
Ved Børne-Rebildfesten 2015 blev der sat 19 danmarksrekorder. En af rekorderne gik ud på at spise flest mariekiks.
I et andet rekordforsøg slog en 12-årig dreng den eksisterende rekord ved at kaste en mobiltelefon mere end 66 meter. Og 6-årige Freja er blevet optaget i Børnenes Rekordbog for at have kravlet 20 meter krabbegang med en flødebolle på maven på kun 46 sekunder.
Børne-Rebildfesten 2015 lå den 3. juli som optakt til den rigtige Rebildfest. Børn op til 18 år kunne deltage, og der var ikke noget krav om forhåndstilmelding. I alt 175 børn deltog.
En efterfølgende evaluering af eventen har medført, at dette års arrangement bliver en ”lukket fest” for de mindste børn.
Eventkoordinatorelev i RebildPorten Pernille Møller forklarer: – Sidste år var aldersforskellen for stor i nogle af rekordforsøgene. Det var ikke altid lige sjovt, hvis en lille pige skulle konkurrere med en stor dreng. Derfor arbejder vi i år endnu tættere sammen med skoler og SFO’er. Børnene har nu nogenlunde samme alder, og det betyder, at den indbyrdes konkurrence bliver mere lige.
Tæt samarbejde med institutioner om forberedelsen
De fleste skoler og SFO’er i Rebild Kommune deltager.
Pædagoger og børn har kunnet komme med forslag til rekorddiscipliner, og børnene har også haft mulighed for at træne.
Pernille Møller fortæller: – Hvis et barn er særlig god til at sjippe på ét ben med lukkede øjne, er det oplagt, er det bliver en disciplin ved Børne-Rebildfesten. Når barnet ved, at der bliver rekordforsøg i netop hendes favoritdisciplin, vil hun kunne forberede rekordforsøget ved at øve sig frem til selve dagen. Jeg har hørt fra institutionerne, at de er glade for at have nogle målrettede aktiviteter i juni måned, hvor mange af børnene mentalt ellers er gået på sommerferie.
– Jeg synes også, at det er rigtig fint, at institutionerne er kommet med mange input og er gået helhjertet ind i forberedelserne af årets Børne-Rebildfest.
Diplomer på selve dagen og filmoptagelse med drone
Hvis et barn sætter danmarksrekord, er det muligt at få udleveret et diplom på selve dagen.
I år vil der nemlig være en repræsentant for Børnenes Rekordbog til stede på pladsen.
Ud over at modtage et diplom vil børn, der sætter rekord, blive nævnt i næste års udgave af Børnenes Rekordbog. Årets udgave af bogen er den 27. af slagsen, og det er helt op til børn selv at finde på nye, seje, vilde, underfundige og spektakulære rekorder.
Arrangørerne af Børne-Rebildfesten planlægger i år et stort, kollektivt rekordforsøg. Det er planen, at alle 502 børn liggende på græsset skal danne bogstaverne REBILD. Det indgår også i planerne at filme børnebogstaverne fra en drone, så man bagefter kan se og vise det flotte resultat.
Præmier
Institutionerne betaler et mindre, symbolsk beløb til transporten. Resten af turen frem og tilbage betaler kommunen.
Derudover har forskellige virksomheder sponsoreret masser af præmier. Der er for eksempel præmier fra Days, Leo’s Legeland, Randers Regnskov og mange andre. Børnene kan desuden glæde sig til is sponsoreret af Meny i Skørping og Støvring.