750 MTB-ryttere konkurrerer i 8. udgave af ”12 timer i Rold” lørdag

Annonce

For ottende gang arrangerer den lokale mountainbike-klub Rold Skov MTB ”12 timer i Rold”. Løbet skydes i gang lørdag den 18. juni fra morgenstunden. Der er i år tilmeldt 750 ryttere.

12 timer i Rold-løbet er for alle interesserede

Arrangøren understreger, at det er et motionsløb og ikke et licensløb for de allerbedste. Deltagerfeltet er  bredt sammensat af mænd, kvin-

der, unge og mere erfarne.

Den næsten 10 km. lange rute har af samme grund heller ikke så mange højdemeter, og teknisk hører den ikke til de sværeste. Deltagerne konkurrerer om at tilbagelægge flest omgange i løbet af 12 timer.

Formanden for Rold Skov MTB Allan Graversen fortæller:

– Vi kan se, at interessen for de brede motionsløb er stigende. Deltagerantallet er næsten fordoblet de seneste fire år. Det er vi naturligvis rigtig glade for.

Både godt for klubkassen og for vedligeholdelse af MTB-sporene

Det koster mange frivillige timer for at få alt til at klappe, så de mange ryttere kan få en god oplevelse. Der skal sørges for, at deltagere kan overnatte i telte og campingvogne på løbspladsen ved siden af ældrecentret i Skørping. Der er en krævende opgave med at stille sund og kalorierig mad til rådighed hele dagen. Bare for at nævne et par enkelte af de mange brikker, som arrangøren skal have styr på.

Allan Graversen forklarer: – Vi kan heldigvis glæde os over, at løbet giver et overskud til klubkassen. Derudover giver vi 10 kr. for hver deltager til Rold Skov MTB-laug, som udfører et stort og nødvendigt arbejde med at vedligeholde sporene.

Rold Skov og Rebild Bakker er Triatland Rebild

Der afholdes årligt flere end 30 outdoor sportsevents i Triatland Rebild, som geografisk udgøres af Rebild Kommunes centrum i Rebild Bakker og Rold Skov. Blandt dette års mest spektakulære events er de allerede afviklede: 24-timersløbet Rold24Race den 21. maj, Triatlon for Alle den 29. maj, Rebildløbet den 11. juni og nu 12 timer i Rold den 18. juni. Den 8. oktober følger Red Bull Rævejagt, som for andet år i træk gennemføres med  Triatland Rebild som arrangør.