En perlerække af prominente talere

Annonce

Den allerførste amerikanske hovedtaler ved Rebildfesterne var Max Henius, den udvandrede og senere nok så berømte Aalborg-dreng, født 1859 og efter en lang glorværdig karriere i USA hjemvendt til Aalborg, hvor han døde i 1935. Det var ved Rebild-debut’en i 1912, og det blev ikke den 4. juli, men først hen i august, da der var dekreteret landesorg i Danmark efter Kong Frederik den 8.’s død. Til gengæld sagde den nykronede Kong Chr. X ja tak til også at holde tale.

Og lige siden er det gået slag i slag med kendte og prominente amerikanske og danske talere side om side ved de årlige Rebildfester, fx. statsminister Thorvald Stauning (1935 og igen i 1938), Walt Disney (1961), kendt for citatet ”If you can dream it, YOU CAN DO IT”, vel nok indbegrebet af den amerikanske drøm, de mange danske emigranter var optændt af ved afrejsen mod de nye horisonter med nye muligheder.

I det hele taget har de danske statsministre op gennem årene været flittige til at holde tale fra scenen i Rebild Bakker, afvekslende med kendisser som skuespiller Ebbe Rohde (1956), forfatter Hans Hartvig Seedorf Pedersen (1953), tv-journalist Walter Cronkite (1967), skuespiller Raymond Burr (1971, fx kendt som Ironside), entertainer Danny Kaye (1972), popsangeren Pat Boone (1981), Piet Hein (1973), skuespiller Poul Reichardt (1975), Ove Sprogøe (1980), Gunnar ”Nu” Hansen (1984), Kronprins Frederik (1990), Prinsesse Benedikte (1994), filminstruktør Bille August (2000), skønhedsguru Ole Henriksen (2004) – iøvrigt med sangerinden Etta Cameron som dansk hovedtaler..! – og sådan kunne der fortsættes med opremsning i det uendelige af alle de kendte og elskede personligheder, der gennem mere end hundrede år har kastet stjernestøv over de årlige dansk-amerikanske træf i Rebild Bakker.