International yoga-dag fejret i Skørping
For en uge siden var det årets længste dag. Samtidig var det ”International Yoga Dag”, udråbt af FN for at medvirke til fremme af sundhed, fred og harmoni i verden. Med andre ord en hårdt tiltrængt mærkedag!
”Så skal vi også være med her i Skørping!”, tænkte Mette Møller Nielsen fra Body Mind Balance, og som sagt, så gjort: Ikke færre end 45 yoga-fans – heraf nogle ganske få mandlige – samledes i det skønne sommervejr til fælles yoga i parken ved Skørping Privathospital.
– Et helt fantastisk sted til sådan en aktivitet, med store bøge- og kastanjetræer, fuglekvidder og den blåhimmel med drivende skyer, lyder det fra Mette Møller Nielsen, som allerede nu lover, at der kommer flere lignende arrangementer i hospitalsparken sommeren igennem.