39-årig ny leder af Hellum FRI

Annonce

Det er en erfaren leder med internationalt udsyn, en enig bestyrelse i Hellum FRI har ansat som ny leder: Allan Ellesøe Borresen er 39 år, bor i Randers, men har boet de første 30 år af sit liv i København, og har ud over en solid pædagogisk baggrund blandt andet udlandsophold i Bremen og Wrexham (Wales) med i bagagen.

Allan er uddannet regnskabsassistent og var nået et par år ind i revisoruddannelsen, da han blev frivillig på en ferielejr for socialt udsatte børn og børn med fysiske og psykiske handicaps gennem Ungdommens Røde Kors.

Med Allan’s egne ord: – Efter at have været afsted, sad jeg en dag og reviderede regnskabet på Vesterbro Ungdomsgård, som er en fritids- og ungdomsklub i København, og jeg var noget mere interesseret i, hvad det var for lege børnene på gangen havde gang i, end i de tørre tal der lå på bordet foran mig. Derfor tog jeg konsekvensen heraf, sagde mit job op og startede i en vuggestue. Siden da, har jeg været i SFO, fritidsklub mm. og i 2007 afsluttede jeg min uddannelse som pædagog på Gentofte Socialpædagogiske Seminarium.

Flyttede til Jylland

Allans kone påbegyndte en uddannelse i Århus og han valgte derfor at trække teltpælene op og flytte til Århus. Efter et års tid i Århus flyttede de til Randers, og har boet der lige siden.

Allan har som pædagog været ansat på flere sociale opholdssteder.

Den første ansættelse i Århus, var på Ungdomshjemmet Holmstrupgård, som er en kombineret skole og boafdeling for unge mellem 14 og 23 år med psykiatriske lidelser. Der var Allan ansat fra 2007, som pædagog og afdelingskoordinator. Han fik imidlertid smag for det ledelsesmæssige og søgte og fik en afdelingslederstilling ved Oustruplund i Kjellerup, som ligeledes er et socialpædagogisk opholdssted. Antallet af indskrevne unge var imidlertid stærkt faldende, og han søgte derfor videre, efter blot 8 mdr. og endte så i 2011 i den seneste stilling, som afdelingsleder på et opholdsted for voksne udviklingshæmmede i Randers, hvoraf de fleste af dem har dom til at være på stedet.

Glæder sig meget

– Jeg glæder mig nu til at tage fat på et helt nyt kapitel, både målgruppemæssigt og ledelsesmæssigt, fortæller Allan, som i 2014 færdiggjorde en dioplomuddannelse i ledelse, og i øjeblikket er ved at tage en Mini-MBA i ledelse.

– Jeg brænder for den værdibaserede ledelse og det engagerede arbejde med at skabe noget fælles til gavn for andre, fortsætter Allan, som i snart 20 år har været engageret i frivilligt arbejde, – i øjeblikket for Muskelsvindfonden, bl.a. som frivillig i Cirkus Summarum.