Er Skibstedskolen Rebild Kommunes sundeste?

Annonce

Det var børnene på Skibstedskolen, der sikrede sig titlen og æren ved at blive kåret som ”Rebild Kommunes Sundeste Skole” i det landsdækkende sundhedsprojekt ”Aktiv Året Rundt” sidste år.

Snart vil det vise sig, om de kan forsvare titlen under de tre sundhedsuger inden efterårsferien i år.

Skibsted Skole har på lige fod med størstedelen af kommunens skoler deltaget i Sundhedsugerne, der løber som en landsdækkende konkurrence på skoler i alle landets kommuner i de tre uger op til efterårsferien i uge 42. Skolebørnene får point efter, hvor sundt de lever, og de dyster blandt andet på kost, søvn og fysisk aktivitet.

Aktiv året rundt

Sundhedsugerne er en del af sundhedsprojektet ”Aktiv Året Rundt”, som UC Syd KOSMOS med støtte fra Nordea-fonden står bag, og Skibstedskolen får ikke lov at hvile meget længere på laurbærrene, – med mindre de vinder igen i år..!

Flere end 360.000 elever har allerede tilmeldt sig 2016-udgaven af sundhedskonkurrencen. Det er over halvdelen af alle Danmarks skolebørn.

– Vi udvikler hvert år et nyt tema, som kan inspirere og motivere både elever, lærere og forældre til at bevæge sig. I år er temaet ”Brug Bolden”, hvor bolden er omdrejningspunktet, og jeg er sikker på, at det bliver et hit, siger projektleder Anders Flaskager.

Brug bolden, – hele dagen!

Hver elev får en bold, som skal sættes i spil på alle mulige måder, så kroppen får masser af bevægelse på en sjov måde.

Lærerne i de tilmeldte klasser får hæftet ”Brug bolden hele skoledagen”, som giver bud på hvilke aktiviteter, man kan lave sammen med børnene i skolen for at nå kravet om de daglige 45 minutters bevægelse. Der er inspiration til både pauser og timer. Det er nemt at deltage, og som lærer bestemmer man selv i hvilket omfang, man vil deltage med sin klasse.

– Det skal være sjovt..!

– Vores mål er ikke kun, at eleverne får sundere vaner – det skal ske samtidig med, at børnene synes det er sjovt. Det er det, der giver den vedvarende effekt, siger Anders Flaskager, som er begejstret for den enorme tilslutning.

Nok var det Skibstedskolen, der var de sejeste i sundhed i 2015 i Rebild Kommune, men med de mange tilmeldte deltagere både i Rebild Kommune og på landsplan, skal de være 100 procent engagerede i at bruge bolden for at score højest i sundhedsugerne igen i år.

FAKTA:

Professionshøjskolen UC SYD’s videncenter KOSMOS (kost, motion og sundhed) står bag projektet.

I 2015 deltog 250.000 børn fordelt på12.500klasser på 80 procent af landets skoler.

Med forældre og søskende er mere end en million danskere i berøring med projektet.

Projektet hed tidligere Aktiv Rundt i Danmark.

I september kan man se inspirationsfilm til årets tema på internettet.

Projektet er støttet af Nordea-fonden.

Projektetshjemmeside er:www.aktivaaretrundt.dk