Klar til indvielse af ny sti i St. Brøndum
Lørdag den 8. oktober sidst på formiddagen åbner en ny sti i St. Brøndum fra ”Andedammen” til kirken.
Begivenheden markeres med trompetspil, taler, klipning af snor, navngivning og kaffe mbord med kage.
En arbejdsgruppe, bestående af Esben og Jørgen Høgenhav, Iris Jensen, Claus Bundgaard og Lisbeth Nørgaard, har siden sidste efterår arbejdet med projektet.
Idéen om en sti fra ”Dammen” til kirken har været fremført flere gange, men i forbindelse med projekt ”Sundhed for Pengene” kom forslaget frem for alvor.
Skabt i positivt samarbejde
Arbejdsgruppen har haft et godt og positivt samarbejde med menighedsrådet og sognepræsten om placering af stien.
Samarbejdsparterne har søgt og fået miljøtilladelser fra Rebild kommune, ansøgt og fået penge til bro og flis fra Landsbyrådet for Rebild Kommune.
Broen er lavet af Rebild Produktionsskole, mens flisudkørsel, rydning og græsslåning er foretaget af arbejdsgruppen.
– Vi har nu en smuk såkaldt trampesti i et af de skønneste områder i landsbyen, hvor vi kan gå uden at skulle passe på biler. Der er en fantastisk udsigt, når man kommer op til
kirkediget, fortæller Lisbeth Nørgaard på arbejdsgruppens vegne.
Hvad skal stien hedde? – kom med et forslag 😉
Der er mulighed for at være med til at bestemme, hvad stien skal hedde.
Forslag skal afleveres til
inden 1.oktober. Arbejdsgruppen vælger så det bedste af de indkomne forslag, og navnet vil blive afsløret ved indvielsen.