Turistforeningen fik succes med tur til Volstrup

Annonce

Da Rebild Turistforening forleden kiggede inden for på Voldstrup Hovedgård, var det først og fremmest familien Ugilt Hansens ubændige foretagsomhed, der imponerede deltagerne.

Det var Jeppe Ugilt Hansen, der bød velkommen og guidede deltagerne rundt til de mange forskellige aktiviteter. Deltagerne startede med at se det indendørs golf træningscenter, som er indrettet i et tidligere maskinhus til landbrugsmaskiner.

Her er der etableret baner, hvor spillerne kan øve forskellige facetter af golfspillet – og faciliteter, så spillerne kan hygge sig sammen over en genstand.

– Faciliteterne er flittigt brugt i vintermånederne, fortalte Jeppe.

Fiskestop…

Næste stop var fiskesøen, hvor specielt mange tyskere tager turen op i Jylland for at fiske ørreder.

Rundt om søen er der salg af fiskekort, pladser til at rense fisk, leje af fiskegrej, m.v. Kort sagt, alt hvad der skal bruges til en god dag med lystfiskeri.

Lige ved siden af fiskesøen ligger dambruget, som får sit vand fra Simested Å. Bassinerne er bygget af beton.

Jeppe tog et dyk med ketcheren og op kom et par fuldvoksne ørreder.

Dambruget er bortforpagtet.

Seks ferielejligheder

Herfra gik turen over Rosbjergvej forbi Møllehuset, hvor der tidligere var kornmølle og senere et jævnstrøms elværk, – og frem til de seks ferielejligheder, som bl.a. indgår som en del af et pakketilbud vedrørende ophold samt golf og/eller fiskeri.

Huset, som i dag rummer ferielejlighederne, var tidligere en kostald.

35.000 mink på farmen

Tværs over gårdspladsen gik turen videre til minkfarmen, hvor 35.000 mink holder til. Jeppes far, Erik Ugilt, var i 17 år formand for De danske Pelsauktioner, – i dag  Copenhagen Fur.

Minkene går to og to sammen i bure, og der er masser af halm, de kan bygge reder af. Dyrevelfærd i forbindelse med minkavl har været noget oppe i pressen, men Jeppe pointerede, at der ikke er noget at komme efter på Volstrup. Enhver, som vil ind og se tingene, skal være velkommen, blot skal man anmelde sin ankomst med ½ times varsel.

Plæneklipperen justeres hver eneste dag

Næste stop var maskinhuset med maskineriet til pasning af golfbanerne. Det ypperste er plæneklipperen til at slå greenen med: Den bliver hver dag justeret, så den kan lave et lige snit i et ark papir; det er det, der skal til for at lave en ordentlig green. Huset,som rummer de mange dyre maskiner, er iøvrigt en tidligere svinestald.

9 hullers goldbanen for be-gyndere var næste stop. Her fik deltagerne i udflugten demonstreret græs i tre forskellige kvaliteter: Green, almindeligt græs og ”rough”.

Fem nye vindmøller

Fem nye Siemens vindmøller blev besigtiget, hver med en kapacitet på 3,2 MW. I skumrings-timen stod møllerne og kørte uden at deltagerne kunne høre dem

– på 350 meters afstand.

Produktion af rullegræs

På en del af strækningen mellem øvelsesbanen og vindmøllerne har Volstrup produktion af rullegræs.

I Golfcentret ventede kaffe og kage på forsamlingen.

Her mødte Erik Ugilt op for at supplere Jeppes fortællinger fra rundgangen.

Erik, som på det tidspunkt var folkeskolelærer, fortalte bl.a., at han i 1984 havde købt dambruget og to år senere købte han hele Volstrup.

Uden at det på nogen måde havde ligget i kortene, var  det en stor glæde for Erik Ugilt, at hans søn Jeppe var gået med ind i bedriften.

De er i gang med et generationsskifte, så far og søn ejer hver en halvpart af det omfattende foretagende.

Louise Westenholz fra Kongerslev kune fortælle, at hendes far havde været elev på Volstrup i 1960’erne under den tidligere ejer.

– Det har været meget spændende for mig at opleve al den foretagsomhed, konstaterede hun.