Nørager-pensionister fik en herlig tur til Norge

Annonce

Nørager Pensionistforening kunne efter hjemkomsten konstatere, at seksdags-sensommerferien til Norge blev en meget vellykket tur, hvor 40 personer deltog.

På førstedagen gjaldt det sejlturen til Kristiansand, og selskabet overnattede i Rauland, inden turen næste dag gik i nordvestlig retning mod Bergen. Før Bergen blev kursen justeret i østlig retning ind over det smukke fjeldområde Hardangerviddaen, og her blev det til tre overnatninger i Geilo.

Med stejl jernbane

Af de forskellige udflugtsmål var der en lidt speciel tur med jernbanen.

Første del af turen gik med den traditionelle Bergensbane til Myrdal, hvor der blev skiftet til et lokaltog til Flåm.

I mange hundrede år kunne byen kun tilgås fra vandsiden, men i perioden fra 1923 til 1940 blev der anlagt en jernbane mellem Myrdal og Flåm.

Det er en ganske kort bane på 20 kilometer med en højdeforskel på 865 meter. Det svarer til en stigning på 1 meter for hver 23 meters længde, eller en gennemsnitlig stigning på cirka 5%. Der er 20 tunneller på strækningen, og 18 af dem er lavet med håndkraft, hvor hver meter krævede 1 måneds arbejde!

Hjemturen gik via Oslo med besøg ved bl.a. Holmenkollen, skihopanlægget kendt fra mange TV-transmissioner.

På sidstedagen kunne deltagerne nyde turen fra Langesund til Hirtshals med en rolig færgetur på fire en halv time.