Kunstgalleri i Nørager åbner onsdag
Onsdag i denne uge, fra sidst på eftermiddagen, er der åbningsreception i et nyt kunst-galleri på adressen Vestergade 6 i Nørager. Som det ses på de to fotos herover, var der i weekenden fuld fart på ophængningen, lampeopsætning og de mange øvrige ting, som skal være på plads før åbningen. Den flittige håndværker er Jesper Poulsen, indehaver af Jesper Poulsen Transport, som lægger lokaler til det nye farverige indslag i gadebilledet. – Premiereudstillingen er med malerier af Poul Strandgaard, Aalestrup, keramikarbejder og forskellige andre værker, fortæller Mette Gørlev, ”den bedre halvdel”, som har været primus motor i idéen og forberedelserne til galleriet. – Alle er velkomne til åbningen, og så kan de oven i købet være med til at bestemme galleriets kommende navn, da der er opstillet en boks til navneforslag.