Vellykket emneuge på Sortebakkeskolen

Annonce

Ugen inden efterårsferien blev på Sortebakkeskolen brugt på fælles emneuge inklusiv en kæmpe skolefest, altsammen på tværs af de sædvanlige årgangs-opdelinger.

Det overordnede tema for ugen var ”Naturfagsuge”, hvor 0.-6. klasses eleverne var sammen på kryds og tværs til udendørs aktiviteter.

Der blev bygget sandskulpturer, lavet bål, bygget drager, spillet musik på vandflasker, lavet bladguirlander, fremstillet både af træ og papir mm.

Eleverne var meget optaget af processen, og de gik hjem hver dag med meget røde, friske kinder.

Udskolingseleverne i 7.-9. kl. har også været fokuseret på det naturvidenskabelige, hvor de har øvet sig i den nye arbejdsform, som er et krav med den nye fælles naturfagsprøve i biologi, geografi og fysik/kemi, som indføres fra juni 2017.

De skulle blandt andet lave egne problemstillinger ud fra et overordnet emne, og det har været meget givtigt for dem at prøve denne form, hvor alle tre fag skulle være repræsenteret.

En kæmpe skolefest

Torsdag aften var der skolefest, hvor der deltog over 1.000 elever og forældre.

Alle havde taget en portion mad med hjemmefra, som blev stillet an på store tag-selv-borde. Kreativiteten var virkelig stor, så der var noget for enhver smag og alder.

Efter fællesspisningen var der boder i klasselokalerne, hvor forældrerådene i de enkelte klasser havde fundet på sjove lege og aktiviteter, som børnene kunne gå rundt og prøve, og i gymnastiksalen var der stort diskotek, hvor der blev danset til den store guldmedalje.

5. klasserne solgte kage, chips og sodavand for at få penge i klassekasserne til deres Bornholmertur i 6. klasse.

7.-9. klasse var på nat-løb, hvor de enten kunne løbe runder og tjene point eller gå rundt til poster, hvor de skulle løse samarbejdsøvelser og tjene point. Det endte med at det blev 9.A, der løb med sejren.

Ugen blev afsluttet med at udskolingen havde fremlæggelser i deres fælles naturfaglige emne, og alle andre elever havde motionsdag.

Her var temaet ”Farmer-motion”, hvor der var anderledes aktiviteter såsom at trække en bil, løbe med æg, trille med rundballer, slå søm i og meget andet sjovt.

Alt i alt en super god og anderledes uge, hvor eleverne lærte nyt omkring naturen, og på tværs af klasserne fik knyttet nye venskaber.