”Nattens mestre” kom frem i lyset
De nordjyske mesterskaber i natorientering er en årelang tradition, og gav i år bonus til Rold Skov Orienteringsklub i både senior- og ungdomsrækken.
Mesterskaberne afvikles som en serie ud af i alt tre natløb, og i det samlede resultat tæller de to bedste løb. Det betød, at Camilla Flyvbjerg vandt klassen Damer indtil 14 år foran klubkammeraten Signe Veggerby Jensen på 2. pladsen. I den frie klasse for Herre over 40 år var det Morten Kappel Jensen, som med to sikre løb samlede flest point til at vinde.
Varieret terræn
De tre natløb blev i år afviklet i meget varierende terræntyper. Første afdeling i en tæt skov ved Hou omkring Mariager, anden afdeling i øvelsesterrænet omkring Aalborg Kaserne og den sidste afdeling i klit- og fyrplantagen ved Lilleheden, Hirtshals.
– Især øvelsesterrænet var en udfordring med de mange spor efter militære køretøjer, som ikke var med på kortet, fortæller Morten Kappel, som er en erfaren natløber i klubben; -på den måde var det som at løbe på et kort, der hele tiden forandrer sig.
Kort og pandelampe
Anderledes var det for Camilla Flyvbjerg. Hun var i starten af sin unge natløbskarriere lidt betænkelig ved at skulle løbe orienteringsløb i nattemørket: – Men når man først får tændt pandelampen og har kortet i hånden, så glemmer man alt andet omkring sig, siger den både glade og stolte vinder.
På fotoet ses Morten Kappel Jensen (tv) og Camilla Flyvbjerg, begge natmestre fra Rold Skov Orienteringsklub.