Hør om dialekter og andre landsdels-forskelle

Annonce

Det er et spændende foredrag, medborgerhuset Kig Ind i Nørager byder på tirsdag eften den 15. november: MIchael Ejstrup, som er ekspert i danske dialekter og selv taler de fleste af dem, fortæller om ”Danmarkskortet, dialekter og andre forskelle”.

– Det er lykkedes os at få forskningschef i sprog på Danmarks Journalisthøjskole, Michael Ejstrup, til Nørager til dette særdeles spændende foredrag, lyder det fra Kig Ind, som er arrangør i samarbejde med Pensionistforeningen.

Michael Ejstrup er kendt fra radio og TV for sine holdninger til de store forandringer, der er sket i Danmark gennem de senere år, – og dét er ikke så få!

Store forandringer

– Danmarkskortet er ikke så stort som for nogle hundrede år siden. Det er i konstant forandring.

Vi har betydelige og betydningsfulde farvande, som snart har knyttet os sammen inden for vore grænser – snart dannet grænser til naboer. Al den forskellighed og forandring har sat sine spor i vores måde at bygge, spise og tale på.

– Digitalisering og globalisering har betydet nye forandringer. Alligevel kan vi lige uden for vores gadedør opleve sprog, mad, kultur og natur, som er specielle lige netop for den pågældende egn, fortæller Michael Ejstrup forud for foredraget, hvor han vil uddybe alle disse ting på spændende vis.

I foredraget vil Michael Ejstrup se på nogle af grundene til, at vi er lige netop dem, vi nu en gang er i forskellige egne af Danmark. Foredraget fokuserer især på sprog, mad, bygninger og infrastruktur.

Der er forsalg af billetter på himmerlandsbilletten.dk