Sundhed med et godt grin i Rørbæk
En del af de 65.000 kr., Rørbæk som én af tre byer i Rebild Kommune modtog i kampagnen ”Sundhed for pengene” tidligere på året, blev i tirsdags omsat til sundhedsfremmende latter og masser af smil, da foredragsholder Karen-Marie Lillelund kom på besøg med sit spændende og humoristiske foredrag ”Om Stress” i Rørbæk Kultur- og Borgerforening. Ikke færre end 140 borgere var mødt op for at høre, hvordan man kan bryde de negative tankemønstre og holde den ofte knivskarpe balance mellem begreberne ”travlhed” og ”stress”. – Alle kunne gå hjem fra foredraget med alle negative tanker fjernet efter lattermusklerne aftenen igennem havde været på en alvorlig prøve, fortæller en af de begejstrede tilhørere, Irma Mejlby.