Tillykke med et sundt seniorliv i Rebild

Annonce

Alle, der fylder 65 år og bor i Rebild Kommune, får et tilbud om et hjemmebesøg, der kan være med til at forebygge og afhjælpe nogle af de forhold som kommer naturligt med alderen. Hvis man har behov, kan man få en snak med en sygeplejerske om for eksempel syn, hørelse og hukommelse, ensomhed og medicin.

Det er en ændring i Lov om Social Service, der betyder at kommunen nu tilbyder de 65-årige borgere et forbyggende hjemmebesøg. Hidtil har man først fået tilbuddet som 75-årig.

– Det handler om forebyggelse. Flere undersøgelser viser, at det kan betale sig at sætte tidligt ind og det er baggrunden for lovændringen. Der er rigtig meget livskvalitet for den enkelte at hente. At man kan klare sig selv længere, øger livskvaliteten – det ved vi. Vi arbejder målrettet med det, der med et fint ord hedder rehabilitering – netop at vi hjælper borgerne med at mestre eget liv. Det handler også om at udskyde eller helt at undgå behovet for offentlig hjælp hos de ældre, siger Annette Søegaard, der er formand for Sundhedsudvalget i Rebild Kommune.

Syn, hørelse og hukommelse

Emnerne for samtalen kan være mange. Det kan handle om syn, hørelse og hukommelse. Om balance og det at komme rundt i hjemmet. Også længerevarende sygdom, indlæggelser på sygehuset og medicinforbrug kan være temaer.

– Man kan også have nogle vaner omkring kost, rygning og alkohol, som man gerne vil ændre på. Måske føler man sig ensom eller deprimeret. Og så kan man få hjælp til at komme videre. Det er personen selv der ved bedst og kan tage ansvar for sit eget liv. Og så står vi klar til at hjælpe, forklarer Annette Søegaard.

Det er helt frivilligt

Det er borgerne selv der skal vurdere, om de kan have gavn af et besøg og derefter kontakte kommunen. Som Annette Søegaard påpeger, skal der være et behov.

– Vi skal ikke ud til alle. Vi skal ud til dem, hvor vi kan gøre en forskel, hvor det giver værdi og vi kan hjælpe med noget.

Alle får automatisk et brev fra kommunen

Tilbuddet om et forebyggende hjemmebesøg bliver sendt til alle borgere, som runder 65 år, og som ikke allerede får anden praktisk hjælp elller personlig pleje. Har man ikke behov for et besøg på dette tidspunkt, får man chancen igen når man fylder 75 år, og endnu engang når man fylder 80 år.

Her modtager man et brev med tilbuddet igen. Hvis man får behov for hjælp i mellemtiden, skal man selvfølgelig kontakte kommunen, forklarer udvalgsformand Annette Søndergaard.