”En rigtig nisse”driller på Arden Bibliotek
Alle forventningsfulde julebørn mellem 3 og 8 årer inviteret til en fin juleteaterforestilling med Lille Verdens teater. Stykket hedder ”en rigtig nisse”, og dén slags kan som bekendt godt finde på at drille…
Lidt om handlingen: Ida er flyttet for sig selv, og der er rod over det hele, – nyt hus og fyldte kasser. Flyttekasserne venter bare på at blive pakket ud.
På grund af flytte-travlheden ser det udtil, at julen må springes over i år: ”Og pyt med det”, tænker Ida, for det bedste er, at fra nu af er der ingen andre, der skal bestemme, hverken om der skal holdes jul eller hvor tingene skal stå. – Og dog, for i det nye hus bor en nisse
– en RIGTIG nisse.
Hvor er risengrøden..?
Nissen elsker risengrød og er glad for, at der endelig er flyttet et menneske ind, så den igen kan få sin grød. Den leder, roder rundt i tingene, flytter kasser og i det hele taget rumsterer og pusler nissen, som var der mus og rotter over alt. Men der er ingen grød. Så nu må den – med nisselist – få Ida til at lave grød og komme i julestemning.
En lykkelig slutning
Nissetryllerier og forvekslinger får Ida til at indse, at man ikke bare sådan kan springe julen over.
Det er med andre ord et rigtigt juleeventyr med masser af julehygge, Arden Bibliotek byder på lørdag den 10. december sidst på formiddagen. – Billetter købes på biblioteket eller på himmerlandsbilletten.
Både børn og voksne skal købe billet.