Borgmesteren frustreret over Erhvervsstyrelsens benspænd

Annonce

Siden Påsken i år har Rebild Kommune solgt over 100 byggegrunde til privatboliger, primært til nybyggeri for tilflytterfamilier fra især Aalborg-området. Alene i et ét af udstykningsområder ved Støvring, som rummer 112 byggerunde, er der under 10 usolgte grunde tilbage. Alligevel ser det desværre ud til, at Rebild Kommune først får grønt lys fra Erhvervsstyrelsen til at udstykke flere grunde omkring sommerferien næste år, og indtil disse grunde bliver godkendt, byggemodnet og sat til salg, vil tilflytningen derfor stort set ligge stille, med tabte skatteindtægter og andre negative konsekvenser til følge.

– Erhvervsstyrelsen blokerer for udviklingen i Rebild Kommune, lyder den frustrerede melding fra borgmester Leon Sebbelin, og han taler på stort set alle lokalpolitikeres og lokalt valgte folketingsmedlemmers vegne.

– Der sælges i år langt over 100 grunde til boligformål i Rebild Kommune – ikke mindst i Støvring og Skørping er der voldsom interesse for at bygge og bo -, men det sætter Erhvervsstyrelsen nu en stopper for, konstaterer borgmesteren.

Leon Sebbelin anmodede i et brev til erhvervs- og vækstministeren fredag om et mødeså snart som muligt..

Leon Sebbelin er fortørnet og frustreret over situationen:

– For at følge med efterspørgslen er vi nødt til at inddrage nye arealer til boliger. Det har vi en langsigtet plan for, men nu blokerer Erhvervs- og Vækstministeriet vores mulighed for at inddrage de nødvendige arealer. Helt konkret har Erhvervsstyrelsen nedlagt veto mod udviklingen af et boligområde nord for Skørping og vi har udsigt til en tilsvarende indsigelse for et område syd for Støvring.

– Helt uforståeligt

– Vi har hidtil kunnet udvikle kommunens byer i takt med den store tilflytning og det er helt uforståeligt at styrelsen nu ændrer praksis og slår bremsen i. Jeg er dybt frustreret over deres holdning til vores udviklingsmuligheder! Vi skal selvfølgelig kunne tilbyde grunde til de mange tilflyttere og som det ser ud nu, sættes det hele i stå, siger borgmesteren.

Skærende kontrast

– I regeringens egen ’Vækst og udvikling i hele Danmark’ beskrives det som en af udfordringerne at ”planloven spænder ben for udviklingen lokalt”. Der er en liberalisering af planloven på vej og i aftalen om planloven som regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik i juni i år, er det hensigten at give kommuner, erhvervsliv og borgere bedre rammer for at udvikle blandt andet byer og boliger.

– Denne politiske hensigt står i skærende kontrast til Erhvervsstyrelsens handlinger.

Direkte indskrænkning

– Ændringen i den administrative praksis betyder en direkte indskrænkning i vores planlagte udvikling af boligområder og det får store konsekvenser for kommunen og den positive udvikling som vi har skabt. Det er helt afgørende, at vi får mulighed for at inddrage de nødvendige arealer til udviklingen.

– Lige nu er det et areal på godt 10 hektar i Skørping som er bremset. Ved Støvring er det 22 hektar som er i farezonen og hvis de områder blokeres, kan vi ikke bidrage til den vækst og udvikling som Regeringen ønsker i hele Danmark, herunder forhåbentlig også i Rebild Kommune, slutter Leon Sebbelin, som på fotoet ses ved et af de næsten udsolgte boligareler.