Naturen er danskernes foretrukne motionssted

Annonce

Ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinsitut viser, at naturen er danskernes foretrukne sted at dyrke motion.

Danskerne elsker at bevæge sig ud blandt brede bøge, andre skovtyper og bløde bakkedale, så det er lige vand på møllen hos turist- og sportsevent-arrangørerne i Rebild-området.

”Danskernes Motions- og sportsvaner 2016” hedder den dugfriske rapport fra Idrættens Analyseinstitut, som på baggrund af svar fra over 7000 danskere konkluderer, at 44% af voksne danskere foretrækker at motionere i naturen, som dermed er klart mere populær end sine indendørs konkurrenter.

Et klart, entysigt mønster

– Mønstret er helt klart. Voksne over 16 år dyrker helst motion under fri himmel. Især løb, cykling, vandsport, fiskeri, jagt og vandreture. Løb og vandreture er blandt de mest populære motionsformer overhovedet. Naturen er fleksibel – du kan bruge den, når du vil, forklarer Henrik Brandt, direktør og stifter i Idrættens Analyseinstitut og en af oplægsholderne ved forårets store fritidskonference arrangeret af Rebild Fritidsnævn på Comwell Sport.

En enorm efterspørgsel

Han bakkes op af Friluftsrådet, en paraplyorganisation for over 90 natur- og friluftsforeninger.

– Vi oplever en enorm efterspørgsel på at bevæge sig ud i naturen. Folk vil mærke vinden i håret og have en naturoplevelse. Friluftsinteressen bevæger sig i stigende grad fra almindelig fritid over mod en specifik aktivitet. Vi går ikke blot en tur for at gå en tur. I stedet tager vi en regulær vandretur, ofte for at nå et særligt mål om øget sundhed, eller fordi den anlagte rute er særligt krævende, siger Jan Ejlstad, direktør i Friluftsrådet.

Stort forretningsområde

Natur-interessen mærkes tydeligt hos friluftskæden Eventyrsport.

Eventyrsport, med forretning i blandt andet Aalborg, fejrer her i 2016 20-års jubilæum med rekordvækst.

Eventyrsport har ialt 11 fysiske butikker samt travle webbutikker i Danmark og Sverige. Firmaet er fem gange kåret som Gazelle af Børsen, og i løbet af de tre seneste regnskabsår er bruttoresultatet mere end fordoblet.

Der kan med andre ord være gode penge i at satse på den hotte naturtrend.

Revolution i materialer

– For 20 år siden var vores kundesegment mere nørdet. I dag er friluftsliv noget, alle gør i en eller anden form. Vandreture i fritiden og ferier med cyklen. Samtidig er der sket en teknologisk revolution i de materialer, tøjproducenterne anvender, så brugerne nu kan holde sig tørre og varme i al slags vejr. For 20 år siden arbejdede mærkerne udelukkende med unisextøj. Det kan man slet ikke forestille sig i dag, forklarer Lars Sejer Sørensen, grundlægger af Eventyrsport.

Den 28-årige orienteringsløber og atlet Maja Alm giver på fotoet gode råd til orienteringstalenter fra Rold Skov OK. Hun løber for AGF og orienteringsklubben HTF og har vundet adskillige verdensmesterskaber i orienteringsløb og danmarksmesterskaber i både orienteringsløb og cross. Tidligere i år vandt hun både VM-titlen på sprint-distancen og sprint-mix (stafet) i Strömstad, Sverige. I 2015 blev hun tredobbelt verdensmester (sprint, sprint-mix og kvinde-stafet) ved VM i Skotland. Dermed er hun den danske orienteringsløber, der ubetinget har 

vundet flest VM-titler gennem tiden, og et godt eksempel på en sportskvinde, som har valgt at dyrke sin idræt helt ude i den vilde natur.