Første spadestik til multibane i Blenstrup

Annonce

I Blenstrup har der gennem længere tid været et stort ønske om at få etableret en såkaldt ”multibane” i forbindelse med hallen, skolen og børnehaven/skolefritidsordningen.

Projektet tog for alvor fart, da hallens bestyrelse i samarbejde med Pia Bonde i starten af 2016 fik skruet et konkret projekt sammen og gik i gang med at sende ansøgninger. På rekordtid er det derefter lykkedes at samle de næsten 700.000 kr. sammen, som projektet koster, og den officielle indvielse afholdes fredag den 16. december midt på eftermiddagen.

De største sponsorer er LAG Himmerland, Lokale- og Anlægsfonden og Den Europæiske Landbrugsfond, men også mange lokale sponsorer har bidraget til, at det er lykkedes at få gravemaskinerne i jorden allerede i år. 

Ud over multibane til fodbold, håndbold, volleyball og lignende sportsgrene rummer projektet også udendørs parkour- og cross-fit anlæg samt fem fitness-maskiner ud over et sæt Fit-lights til brug i undervisning og leg i foreninger, skole og børnehave/SFO.  

– Blenstrup har i forvejen et skønt, fælles uderum,og med de nye anlæg forventer vi, at også byens unge og voksne vil få mere glæde af det store grønne område, fortæller Pia Elberg på vegne af den særdeles aktive (og effektive!) arbejdsgruppe bag den nye multibane, som der forleden blev taget første spadestik til, – eller ”gravko-stik”, som fotoet viser!