Dansen hvor mænd træder i karakter og kvinderne “shiner”

Annonce

– Argentinsk Tango kan absolut anbefales selvom man aldrig har trådt et dansetrin i sit liv, lyder det fra Nick Pedersen, Skørping, – og det er tydeligt, at han mener, selv om man måske nok kan betragte ham som en anelse ”inhabil”, da han selv har danset tango i mange, mange år og nu satser på at lære flest mulig andre at gøre ligeså…

På Møllevej 1 i Skørping er der som tidligere omtalt kommet noget nyt: Nemlig et sted, hvor der danses og undervises i Argentinsk tango.

Startede som et forsøg

Det hele begyndte som et forsøg, da Susanne Sangill og ægtefællen Nick Pedersen (foto øverst) fik lyst til at dele deres passion for dansen med flere interesserede fra området. Så var der ikke langt fra tanke til handling.

Den gamle valsemølle blev omdannet til et lille stykke Buenos Aires. Undervisning blev annonceret, og inden ugen var omme, var der to hold i gang: – Med dén succes er det fuldstændig oplagt at fortsætte med undervisningen, konstaterer parret, – og dét gør de så!

En fantastisk oplevelse

Det har været helt fantastisk at opleve, hvor mange der har fået øjnene op for denne dans, som får mænd til at træde i karakter, og kvinder til at se hamrende godt ud, siger Susanne.

– Det kan godt være lidt af et vovestykke for en dansk mand, at det pludselig er ham,  der har fat i tøjlerne, griner Nick, – men når den lille detalje først er på plads, så giver det faktisk også kvinderne fri til bare at nyde dansen og lade sig føre. Og der er bestemt ikke noget kvindeundertrykkende i det. Ansvaret for dansen ligger hos begge parter. Erfaring har vist, at mænd er svære at hive med, men det er altså bare

til de har fundet ud af, hvor meget de faktisk får ud af denne dans.

– Det er jo os,der  for en gang skyld der bestemmer!, lyder det fra Nick på hele mandekønnets vegne.

”Det er faktisk rigtig rart” 

– Faktisk er det rigtig rart, at kunne lægge ansvaret i trygge mandearme, funderer Susanne.

– I en tid hvor vi helst skal kunne alting selv, føler jeg det som en decideret timeout at danse tango. Det sværeste er nok at lære at holde mund og ikke hele tiden rette på sin partner, fortsætter hun; -, men det snakker vi så om, for det skal jo gerne være en fornøjelse og til fælles glæde.

Nye hold til januar

– Vi har besluttet at fortsætte efter jul med to hold, så derfor er der mulighed for at være med allerede fra mandag den 9. januar eller onsdag den 11. januar når holdene begynder.

Selv om holdene har været i gang siden oktober, kan man sagtens komme med.

Har man lyst til at være lidt mere opdateret, er der begynder workshop lørdag eftermiddag den 7. januar, og det er åbent for alle.

– Men så længe behøver man heller ikke vente med at afprøve, om det her er noget, for allerede den 7. og 12. december er der gratis introduktion hver aften, så kom og prøv, lyder opfordringen. – Bagefter kan deltagerne blive hængende til en dans, en kop kaffe, et glas vin eller en sludder, for da fortsættes der med dans i et par timer, hvor interesserede kan få hjælp fra os undervisere, og der kommer folk fra de andre hold og hygger midt i juletravlheden.

De rustikke/unikke lokaler kan nu også lejes

De skønne lokaler kan nu iøvrigt også lejes til eksempelvis private arrangementer, møder, foreningsarbejde, kurser, udstillinger med mere, – og iøvrigt velegnet til akustisk musik.

– Der er mulighed for en fast aftale, men også hvis man bare har brug for en enkelt dag/aften/weekend, – og så skal vi lige huske at fortæller, at vi ikke lejer ud til ungdomsfester, lyder det fra Susanne Sangill og Nick Pedersen.