Julen blev bjæffet ind med hygge, æbleskiver og lotteri

Annonce

Den årlige juleafslutning hos hundeførerforeningen DcH Støvring forleden blev en hyggelig søndag med bl.a. masser af snak, bjæf, hygge, træning, konkurrencer, æbleskiver og præmier.

Der var træning på tværs af holdene, og en bil var kørt ind på pladsen for at spille julemusik.  Den lystige julemusik, hundenes utålmodige ”snakken” med både kendte hunde, – og nu også nye fra andre hold, – samt hundeførernes forventning og en smule forvirring over ikke at vide, hvad der nu skulle foregå, skabte tilsammen den helt rette julestemning: En herlig blanding af forventning, forvirring, men størst af alt glæde, sjov og hygge.

Hundeførerne blev delt op i hold, som skulle gå rundt til forskellige ”poster”, hvor der stod trænere klar med dagens sjove udfordringer.

Efter træningen blev det tid til ”Fidus” konkurrencen, som er en lille hyggelig og sjov konkurrence, hvor man kan vise sin hunds eventuelle søde og sjove tricks.

Der var rigtig mange søde og dygtige hunde, men sejren og dermed FidusPokalen gik til Ole Christensen og Hollie, som viste zig-zag øvelse i højt tempo med stor præcision og fokus.

Masser af gevinster i det amerikanske lotteri

Til duften fra æbleskiver og gløgg blev det endelig tid til det amerikanske lotteri. Mange havde hele formiddagen gået utålmodigt og beundret de utroligt flotte gaver, som forretningsdrivende havde været så søde at give. Alle lodder blev solgt på rekordtid, og Formand Karsten Grønlund Pedersen samt træner Astrid råbte med store smil og begejstring op, hvilke numre gevinsterne ”faldt” på.