Kom til Stefansdag med 3.000 underjordiske levende lys
Anden juledag var i gamle dage bedre kendt som Stefansdag, opkaldt efter den første kristne martyr. Nu om stunder samles mange familier på Stefansdag til julefrokost med efterfølgende vandretur. Det er oplagt at brænde jule-kalorierne af i Gravlevdalen, hvor naturen er smuk i al slags vejr, og hvor vandringens længde lader sig afpasse efter frokostens omfang.
Efter traveturen har mange familier desuden tradition for en kulturel oplevelse i dalen – eller rettere inde i en af kalkbakkerne, som omkranser dalen. Ingen Stefansdag uden lysfest i Thingbæk Kalkminer – og i år er der endnu mere at komme efter…!
Når vinden er kold, er det altid skønt at komme i læ under jorden.
Men på Stefansdag er de underjordiske sale som fortryllede af skæret fra 3.000 levende lys, der kaster dansende skygger på såvel Bundgaard og Bonnesens originale gipsskulpturer som på kalkstenens rustikke overflader.
Lysene tændes en times tid før frokost, – og fornøjelsen er ikke for øjet alene.
Fantastisk stemning med smuk koncert
I minerne er der ingen rette vinkler og glatte overflader, så netop derfor er de underjordiske sale perfekte til levende musik.
På Stefansdag kan publikum opleve Morten Porsborgs smukke baryton udfylde rummet med klassiske julesatser akkompagneret af Christina Beltoft.
Også hekseri kommer frem fra mørket
Derefter dukker den lokale heks, Dannie Druehyld, frem af mørket for at fortælle for gæsterne – og hvem ved, hvilke sære beretninger den berømte hagadisse har på ærmet her midt i den kristne højtid…?
Tag overtøjet med
Efter oplevelserne i minen, som er 8 grader året rundt, kan det være rart at komme ind i Rebildcentrets velkomstbygning, hvor temperaturen er ”endnu højere”……
Her kan gæsterne fordybe sig i udstilling ”DEN KOLDE KRIG”, som fylder hele overetagen. Med udgangspunkt i tidstypiske miljøer giver udstillingen indblik i det liv, som blev levet i Øst- og Vesteuropa under supermagternes våbenkapløb. Der er fokus på perioden fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til Berlinmurens fald i 1989. Et af udstillingens emner er det ”Nøddanmark”, som stod parat, hvis Den Kolde Krig skulle blive varm og måske ende i 3. verdenskrig.
Her fortælles blandt andet om Rebildcentrets nabo, den hemmelige atombunker REGAN VEST.