Kom og oplev ”julebukkene” m.m.m. på Boldrup Museum

Annonce

En ny opgørelse viser, at en af danskernes mest foretrukne fysiske udfoldelser er en gåtur. I juledagene får denne lyst et ekstra løft, og alle de kendte stier er da også typisk fyldt med forspiste familier, der prøver at forbrænde lidt kalorier, så der kan blive plads til de næste.

En tur på stierne rundt om St. Økssø eller ved Rebild kan således næsten være som en tur på strøget i en større dansk by. Er man på udkig efter et lidt mere fredfyldt sted til en tur i det fri, kan man fx besøge Boldrup Museum. Her står dyrene i stalden og venter på en venlig sjæl, der har lyst til at vise dem lidt opmærksomhed. Ud over frisk luft – måske krydret med den specielle duft fra museets gedebuk – byder stedet også på ren postkortidyl, som fotoet herover viser, dog i år uden julesne…;-(

– Museet er ubemandet i ferien, men dørene åbner automatisk kl. 9 om morgenen og lukker igen kl. 21.30. Det gamle stuehus er pyntet til jul, og man må gerne tage sin kaffe med og drikke den i den gamle stue eller i den gamle skolestue. Staldene er altid åbne, og man skal være hjerteligt velkommen hele julen, fortæller museets naturvejleder, Gert Rubæk.

– Vores dyr er selvfølgelig meget menneskevante, og man må gerne klappe dem. Vi vil dog gerne, at gæsterne ikke begynder at give dem foder; så går det bare som med os mennesker, nemlig at der kommer lidt for mange kilo på sidebenene. En lille godbid som et stykke gulerod eller æble, tager de nu ikke skade af. Er man heldig, kan det endda være man får en gave af en af museets faste beboere; vores museumskat, Kisser, fanger hver dag adskillige mus, og det er altid meget vigtigt, at den finder et menneske, den stolt kan vise sin fangst frem for, fortsætter Gert Rubæk.

Besøger man museet, opfordres man til at sætte en streg på en tavle i stalden, så man får et overblik over, hvor mange mennesker, der besøger den lille stråtækte idyl.