Skulderklap på 10.000 kr. til Suldrup Senior Service

Annonce

Suldrup Senior Service, er nu godt i gang med sit andet år. Siden starten har frivillig-gruppen påtaget sig mange både små og store opgaver, fx vaskning af skilte, maling af spejderhuset, borde og bænke omkring søen, opsamling af affald i og omkring byen, vedligeholdelse af byens flagallé, ved ligeholdelse af Nerup Kirkesti og ikke at forglemme kæmpe- opgaven med etablering af Bytorvet.

For at gruppen kan blive ved med at løse alle disse – og sikkert endnu flere kommende opgaver! – er de frivillige afhængige af et vist økonomisk tilskud ude fra, og på sæsonens sidste arbejdsdag forleden fik gruppen overdraget en check på 10.000 kr fra Himmerlandsfonden.

De 10.000 kr skal bruges på stier, nye som gamle.

Lidt om fonden:

Fonden Himmerland blev stiftet af Himmerland Forsikring G/S i forbindelse med forsikringsselskabets 100 års jubilæum i 1988, og fonden uddeler fortrinsvis midler i det Nordjyske om-råde, hvor selskabet tegner forsikringer. Ved tildeling af fondsmidler er det væsentligt, at der fra ansøgers side ydes frivilligt arbejde ved gennemførelse af projekterne, men også frivilligt arbejde i det hele taget. – Det må siges, at Suldrup Senior Service lever op til det hele.

På fotoet herover, meget passende taget på Bytorvet, hvor Suldrup Senior Service stod i spidsen for den kæmpemæssige opgave med etablering af det nye torveareal til forskønnelse af byrummet, modtager Gert Jensen fra Suldrup Senior Service den rare check på 10.000 kr. af Jens Kærtinge, bestyrelsesmedlem i Fonden Himmerland, den glade giver af skulderklappet..!