Legestuen Spiren – nyt lokalt tilbud til 0-5 årige og forældre

Annonce

Hvor går man hen, hvis man gerne vil give sit barn og sig selv gode og lærerige oplevelser, når man er på barsel eller hjemmegående? Hvor går man hen, når man som småbørnsfamilie gerne vil lære andre børnefamilier fra i sit lokalområde at kende?

– Svaret er enkelt: ”Man går i legestue”, lyder det fra en gruppe frivillige småbørnsforældre i den østlige del af Rebild Kommune, suppleret med Kongerslev.

– I den nyetablerede legestue Spiren er der fokus på at skabe stimulerende børneaktiviteter, at give inspiration til forældreskabet og ikke mindst være grobund for et lokalt fællesskab, hvor der er plads til alle, fortæller Cathrine Larsen på vegne af initiativtagerne.

Mødes hver onsdag

Legestuen drives af en gruppe frivillige fra lokalområdet (Skørping, Blenstrup, Kongerslev, Store Brøndum, Siem, Hellum, Askildrup og Astrup).

Hver onsdag vil man kunne møde to-tre af disse engagerede frivillige, som ud over at sørge for kaffe og hygge også er tovholdere på dagens aktivitet(er), som f.eks. kunne være sang og rytmik, motorik og bevægelse eller et aktuelt oplæg/foredrag.

Låner lokaler på Hellum FRI

Legestuen har været så heldig at få lov til at låne SFO’ens lokaler på Hellum FRI, Skørpingvej 78, hvor bus 104 går lige til døren.

Der er stillet to gode lokaler til rådighed, hvor der bl.a. er adgang til pusleplads, køleskab, højstole og mikroovn.

Derudover har legestuen også været heldig at få midler fra Landsbypuljen, så der er blevet købt legetøj, samt rytmik og motorik redskaber, som skal være med til at skabe et hyggeligt og stimulerende legestuemiljø.

Legestuen åbner 18. januar

– De mange frivillige glæder sig til, når de onsdag den 18. januar åbner legestuen for første gang, og håber at mange 0-5 årige børn og deres voksne tager hinanden i hånden og kommer og leger de tre sidste formiddagstimer, slutter Cathrine Larsen.

Den nye lokale, frivillige legestue holder kun  lukket i skoleferierne.