Lokale museer går fri af historisk museums nedskæringer

Annonce

Nordjyllands Historiske Museum skal spare 800.000 kr. – heraf en beskæring af tilskud på 550.000 kr. alene fra Aalborg Kommune – og derfor er indskrænkninger på udstillingssteder/småmuseer, arrangementer og personale uundgåeligt. Lokalt kan man dog glæde sig over, at der ikke sker indskrænkninger her på egnen.

– Vi har i forbindelse med tilskuds-nedskæringerne og de deraf følgende sparekrav undersøgt, hvilke museer der eventuelt kunne ændres til at være selvbetjente, fortæller Lars Christian Nørbach, direktør for Nordjyllands Historiske Museum, som eksempelvis Boldrup Museum, Cirkusmuseet og Vikingemuseet Fyrkat sorterer under.

– Cirkusmuseet i Rold kunne eventuelt på sigt blive et selvbetjeningsmuseum, sådan som Boldrup Museum bortset fra specialarrangementerne allerede fungerer, men her og nu nøjes vi med at lave Hals Museum i Aalborg Kommune selvbetjent, fortsætter Lars Christian Nørbach.

Vil satse på tre fyrtårne – de to i Rebild/Mariagerfjord

De kommende år vil Nordjyllands Historiske Museum have fokus på tre fyrtårne: REGAN Vest i Rebild Kommune, et nyt Fyrkat Formidlingscenter i Mariagerfjord Kommune samt Aalborghus Slot.

– Disse projekter indeholder ikke alene væsentlige faglige udviklingsmuligheder, men løfter også museet op i en højere liga, som gør museet meget mere attraktivt over for såvel en større og bredere gruppe af danske og udenlandske turister, som sponsorer og fonde, lyder det fra museet, som forventer, at disse fyrtårns-satsninger også vil have en positiv effekt på hele den indre organisation.

– Vi vil fortsat gøre alt for at servicere såvel danske som udenlandske gæster i det omfang, det overhovedet er muligt inden for de økonomiske rammer, understreger bestyrelsesformand Leif Sondrup, Nordjyllands Historiske Museum.