Hundetræningen vejrer forårsluft efter juleferien
De sidste raketter er skudt af og resterne samlet op, juletræet er forlængst plyndret og smidt ud, så nu er det tid til at finde træningstøjet frem og fylde lommerne med godbidder igen i den den lokale hundeklub Støvring DCH.
2017-starten foregik i søndags den 22. januar, og allerede tidligt fra morgenstunden begyndte de første biler at trille ind på parkeringspladsen, som i løbet af formiddagen blev fyldt helt op.
Nogle trænede på pladsen, andre trænede i skoven, og nye hvalpehold havde første træningsdag.
– Endnu en dejlig dag, hvor luften emmede af mange mennesker og hunde, kaffemaskinen bryggede det bedste den havde lært, og mange samledes i klubhuset efter træningen for at få en kop at varme sig på, samt dele erfaringer fra dagens træning, fortæller Annette Rasmussen fra Støvring DCH.
– Det kammeratlige sammenhold er nemlig en stor del af dét at træne sammen, understreger hun, og håber sammen med bestyrelsen på, at 2017 bliver lige så stor en succes for klubben som 2016, da der kunne fejres jubilæum.