UGE SEX med fokus på unges online-/offline rettigheder
I denne tid med voldsom fokus på ufrivillig optræden på ”de sociale medier” i mere eller mindre afklædt tilstand er det i dén grad et aktuelt apropos, SeXualisterne fra Rebild Ungdomsskole præsenterer eleverne for på kommunens overbygningskoler, med start i UGE SEX (sidste uge) og så voldsom interesse fra andre skoler, at turnéen fortsætter dér i den nærmeste fremtid.
I tråd med det nationale UGE SEX tema, hvor der bliver stillet skarpt på børn og unges online/offline rettigheder i forhold til krop, køn og seksualitet, er Rebild Ungdomsskoles SeXualister i denne tid på besøg på flere af kommunens overbygningsskoler for at sætte spot på dette set fra et ungeperspektiv.
SeXualisterne i Rebild har udviklet et undervisningsmateriale, som fokuserer på seksuel mangfoldighed, samfundsnormer og værdier.
På baggrund af videooptagelser og interviews fra Gay Pride 2016 inviterer SeXualisterne unge til dialog omkring grænser, køn og krop: Ung-til-Ung konceptet bygger på dialog i øjenhøjde, hvor de unge er eksperter på eget liv og dermed åbner op for en ligeværdig dialog med andre unge, omkring unges rettigheder, normer og værdier.
– SeXualisterne har været optaget af emnet omkring seksuel mangfoldighed og ville i den forbindelse gerne deltage i Gay Pride 2016, og var hurtigt med på idéen om at lave et undervisningsmateriale, så eventet kunne bruges som udgangspunkt for en dialog med andre unge og dermed sætte spot på de svære emner som seksualitet, værdier, normer, rummelighed og respekt, fortæller Kristine Thillemann, som er tovholder for SeXualisterne.
KÆMPESTOR interesse
SeXualisterne havde frem til udgangen af sidste uge været på Bavnebakkeskolen, Karensmindeskolen og Bakkehusene i Bælum, hvor der på sidstnævnte var en hel temadag for 6.-8- klasse.
Ud over temaet omkring seksuel mangfoldighed var der fokus på sociale medier og seksuelle krænkelser og den svære grænsesætning.
Politiet er også med
Politiet var på besøg og deltog sammen med de unge i en paneldebat omkring netop den svære grænsesætning i forhold til de sociale medier.
– Der har været enorm stor interesse fra skolerne. Vi er faktisk blevet blæst omkuld af lærere, som gerne vil have besøg af SeXualisterne, fordi SeXualisternes ung-til-ung form bidrager med et andet perspektiv end den mere traditionelle seksualundervisning, understreger Kristine Thillemann, inden hun snarest skal videre med sine Sexualister til henholdsvis Skørping skole, Suldrup skole og Sortebakkeskolen.