Creedence-atmosfære ved spise-koncert i Kig Ind 10. marts
Fredag aften den 10. marts – og IKKE den 20. marts, som det desværre fejlagtigt fremgik af pressemeddelelsen for koncerten – bliver der ”en lyd og duft af 60’erne og 70’erne” i Kig Ind i Nørager. Der bliver også en duft og smag af lækker mad, for sæsonens sidste koncert er med spisning.
Det er ikke legendariske Creedence Clearwater Revival med Jon Fogerty i spidsen, – men det ligner..!
Gruppen Creedence Clearwater Repeated vil genoplive den klassiske blues- og sump-rock fra det legendariske USA- band Creedence Clearwater Revival, som i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne var konstante gæster i toppen af hitlisterne verden over.
Fire garvede musikere
Stemningen og lyden fra dengang er i højsædet, når den velsmurte sumprockmaskine Creedence Clearwater Repeated giver publikum et flashback tilbage i tiden.
Sangklassikerne, alle de inkarnerede Creedence-fans elsker, vil strømme ud over publikum, som for en stund kan drømme sig tilbage til en tid, da verdensbilledet var knapt så kompliceret som i dag.
Credence Clearwater Repeated består iøvrigt (præcis som forbillederne!) af fire erfarne musikere med flere hundrede livejobs på bagen: Cristian Klerke, vokal og rytmeguitar – Adam Madsen, bas – Peter Bryndorf, lead-guitar og kor – Rasmus Hymøller, trommer.
Billetter kan købes på himmerlandsbilletten.dk eller på Nørager Bibliotek.
Facts om forbilledet Creedence Clearwater Revival:
Bandet eksisterede i årene 1967-1972 og kom med sangskriver, guitarist og forsanger John Fogerty i spidsen til at sætte et kæmpestort aftryk på USA-rockens udvikling.
Medlemmerne var brødrene John og Tom Fogerty, Stu Cook og Doug Clifford.
Topgruppen blev især kendt for sange som ”Proud Mary”, ”Bad Moon Rising”, ”Have You Ever Seen the Rain”, ”Down on the Corner”, ”Lookin’ Out My Backdoor” , ”Suzie Q” og ”Who’ll Stop the Rain”. John Fogerty skrev langt de fleste sange, hvoraf mange er blevet indspillet af andre grupper og står som klassikere inden for 1960-70’ernes musik.
John Fogerty er siden gået solo og indspiller stadig i en alder af 71 år nye numre i samme stil, lige som han af og til turnerer verden rundt og giver udsolgte koncerter med sit store bagkatalog i bagagen.