Mus og uglegylp hos familiespejderne i Støvring
Ugler og andre af skovens dyr er for tiden i fokus hos Det Danske Spejderkorps i Støvring , hvor familiespejderne forleden beskæftigede sig med musen og uglen i centrum.
Ellers har familiespejderne også arbejdet meget med fugle. Der er blandt andet blev bygget forskellige foderhuse af mælkekartoner, og kokosnødder er blevet omdannet og fyldt med hjemmelavet foderblanding.
Spejdernes leg med musen… -og uglen som levende fælde
For at give familiespejderne et indtryk af en rigtig mus har der været gjort flere forsøg på at fange levende mus med fælder på spejdergården. Musene har dog ikke været samarbejdsvillige, så indtil nu er det kun blevet til tomme fælder.
På det seneste familiespejd- møde havde spejderlederne derfor valgt en ny tilgang.
Når musene ikke vil fanges, så var der behov for eksperter – Ugler! – Der blev derfor klippet masker med mus og ugler, og der blev leget forskellige lege, hvor musene skulle gemme sig for uglerne, og hvor uglerne skulle prøve af flyve rundt mellem træerne.
Mens der blev klippet og farvelagt på maskerne, blev der på trangiaerne sat kakao over. Det er nemlig så hyggeligt at arbejde, mens duften af varm kakao breder sig ved bordene.
Uglegylp skilt i atomer
For at komme helt tæt på ugler og mus, blev en hel del uglegylp skilt ad og studeret gennem lup. Her blev der spurgt meget nysgerrigt ind til alle de knogler, der blev fundet i gylpet, og der blev gættet på hvor den enkelte knogle hørte til på musen. Selv om man kun er 4-5 år, så kan man godt være meget nysgerrig på hvad der sker i naturen, og man vil gerne undersøge det og lære nyt.
Et økonomisk skulderklap
Undervejs fik familiespejderne besøg, da en repræsentant fra Nordea Fonden dukkede op med en stor check.
Beløbet er støtte til den bålhytte, som Det Danske Spejderkorps i Støvring håber, at de kan komme i gang med at opføre i løbet af 2017.
Den store papcheck vakte i øvrigt lidt undren hos en af familiespejderne for kunne man virkelig gå ned og købe ting med sådan en..? Efter lidt forklaring blev det accepteret, at selv om der stod et pengebeløb, så kunne den ikke bruges, og så var uglemasken nu også alligevel mere spændende!