Koncert med Lærer Franks musik i Gl. Skørping 24. marts

Annonce

Skrevet af Klaus Pindstrup, som var Majas lærer. Klaus var elev hos Lærer Frank, da han boede i Gl. Skørping: Maja Kjær Jacobsen og Klaus Pindstrup spiller koncert d. 24. marts i den gamle skole i Gl. Skørping. De to violinister præsenterer et flot program med musik efter Kristian Frank.

Her bliver der en sjælden lejlighed til at høre, – eller måske genhøre -, noget af den musik, på netop dét sted, hvor Kristian Frank holdt musikken ved lige gennem sit lange liv.

Violinspil i undervisningen

Mange i Skørpingområdet husker Kristian Frank. I folkemunde omtalt som Lærer Frank. Han underviste gennem det meste af sin lærergerning på Gl. Skørping Skole. Frank var en ret habil violinspiller, og brugte det flittigt i skolen. Han havde endvidere en stor forkærlighed for folkemusik. Musik, han som dreng lærte af sine forældre og lokale spillemænd i Engesvang og Kragelund på egnen mellem Silkeborg og Herning. Da han flyttede til Gl. Skørping flyttede musikken med.

Har inspireret mange

Mange forskellige spillemænd og musikere er gennem tiden blevet inspireret af hans musik. Eksempelvis Evald Thomsen, Klaus Pindstrup og Maja Kjær Jacobsen. Maja er vokset op på samme egn som Frank, blot næsten hundrede år senere. Hun stiftede bekendtskab med musikken gennem Klaus Pindstrup, som hun studerede hos på konservatoriet. Det blev for Maja starten på en vedvarende interesse for netop denne musik, som hun arbejder videre med i sit virke som musiker.

Et smukt møde mellem fortid og nutid

Kom og oplev en intim koncert, hvor fortid og nutid mødes i musikalsk samspil.